KarriereLedelseØvrigt

Antallet af nydanske topledere eks­plo­de­ret

På kun et enkelt år er antallet af nydanske topledere steget med 57 procent. Direktøren for Foreningen Nydansker mener, at lederne skaber den mangfoldighed, der er brug for i danske virksomheder for at skabe vækst.

Når en nydansker toner frem på skærmen i TV-Avisen eller træder ind på andre markante positioner i samfundet, så ændrer det ved myten og opfattelsen af, hvad en nydansker kan. Det mener Torben Møller-Hansen, der er direktør i Foreningen Nydansker.

”Det er meget vigtigt for de unge, der er i gang med en uddannelse, at der er nogle, der bryder myterne om, hvad nydanskere kan,” siger han.

Og de helt unge nydanskere har fået flere at se op til. Ifølge tal fra Integrationsministeriets udlændingedatabase er antallet af topledere fra ikke-vestlige lande steget med 57 procent på et år. I perioden fra 1998 til 2008 steg antallet af nydanskere fra under 250 til 490. Og fra 2009 begyndte det at gå rigtig hurtigt, da 769 nydanskere kunne kalde sig topledere pr. 1. januar 2009.

Torben Møller-Hansen mener, at stigningen skyldes, at der er flere højtuddannede nydanskere at tage af, og at de ofte direkte fra deres uddannelse bliver placeret i midten af en organisation for derefter internt at komme højere op i hierarkiet.

”ISS har for eksempel oprettet deres eget ledelsesakademi målrettet nydanskere, og generelt er dansk erhverv ved at gå fra at være lidt monokulturel til at være mere mangfoldig. Det er den mangfoldighed, der skal til for at realisere væksten i virksomhederne,” siger Torben Møller-Hansen, der har svært ved at se ulemperne ved, at nydanskere sidder som topledere i danske virksomheder.

Større tolerance

”Fordelene ved nydanske topledere kan godt blive betragtet som ulemper, men sådan ser jeg det slet ikke. Det udfordrer den måde, vi plejer at gøre tingene, og det er jo dér, innovationen ligger – og der, de klare fordele er,” siger han.

Direktøren for Foreningen Nydansker mener, at nydanskere som oftest gør tingene på nogenlunde samme måde som danskerne, men at der alligevel er en forskel.

”Den forskellighed bæres op på et højere niveau og skaber som regel større tolerance i en virksomhed. En leder, som i bund og grund er muslim, men som ikke gør meget ud af sin religion – lige som mange andre danskere – kan få virksomheden til at gå fra en stiltiende tolerance af religion til en synlig tolerance.”

Leder – ikke nydansker
Torben Møller-Hansen mærker, at der er kommet flere nydanske erhvervsledere, fordi Foreningen Nydansker i samarbejde med Integrationsministeriet har undersøgt en række virksomheder og snakket med de nydanske ledere. Men kommer direktøren ikke ud i de danske virksomheder, så er det faktisk ikke så nemt at få øje på de nydanske ledere.

”Når de her ledere når op på et vist niveau, så vil de ikke rubriceres som nydanskere. Uanset om de er født i Danmark eller ej, så ser de sig selv som ledere og ikke nydanskere.”

Læs også