Flaskehalse i byggeriet

"Mængden af offentlige byggeinvesteringer er så massiv, at byggesektoren er truet af flaskehalse. Det erkender bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R), og han er klar til at udsætte offentlige byggerier, hvis presset på byggebranchen bliver for massivt" stod der på forsiden af Dagbladet Børsen i sidste uge, og inde i bladet kunne man læse at "Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, peger på, at regeringen er nødt til at se på sine egne byggeaktiviteter for at undgå flaskehalse inden for byggeriet.

Der gik dog kun 4 dage inden Bo Sandberg skrev et læserbrev i Børsen, hvor han bl.a. skrev at "Regeringen frygter flaskehalse i byggeriet. Vi deler ikke den opfattelse, selvom undertegnede i samme artikel desværre fik udtrykt mig på en måde, så det nærmest fremstår således. Det er og bliver en vandrehistorie, at bygge- og anlægsbranchen står overfor kapacitetsproblemer.

Der er dog den sandhed i historien, at politikerne har planlagt en række store byggeprojekter med supersygehuse, universitetsudvidelser, letbanen på Sjælland og Femern Bælt forbindelse til Tyskland. Alt i alt er der planlagt byggerier for 140 mia. kr. alene på Sjælland, og det kan godt give flaskehalsproblemer en gang i fremtiden. Men lige nu er der altså ikke mangel på arbejdskraft i byggeriet. Men det tjener Dagbladet Børsen til ære, at de optager læserbreve, der modsiger deres egne artikler.

Men hos Jobindex giver vi ikke op så let, for det må være muligt at finde nogle virksomheder, der mangler arbejdskraft, og også er villige til at annoncere deres ledige stillinger. Det er jo det, vi lever af. Så kender du en virksomhed, som har svært ved at skaffe medarbejdere, så giv os et tip på salg@jobindex.dk, så skal vi nok kontakte dem.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen