Valby
Kvalitets- og udviklingssygeplejerske
Vil du bruge din sygeplejefaglighed dér, hvor den skal fungere i en kompleks hverdag? Og motiveres du af at omsætte sundhedsfaglige krav og specialiseret viden til praksis, der styrker patientsikkerheden og skaber tryghed for både borgere og medarbejdere?
Vi arbejder hver dag med mennesker, der har behov for specialiseret støtte og hjælp. Vores indsatser tager afsæt i det specialiserede socialområde, og for en del af de borgere, vi hjælper, indgår der samtidig sundhedsfaglige opgaver.
Det stiller høje krav til patientsikkerheden og til, at den sundhedsfaglige indsats er fagligt forsvarlig, dokumenteret og fungerer i praksis tæt på borgeren. Som kvalitets- og udviklingssygeplejerske får du en central rolle i dette arbejde og i at understøtte, at vi lever op til vores ansvar og forpligtelser som registreret behandlingssted.
Om jobbet
Du bliver en del af et tværfagligt kvalitetsteam og får en tværgående funktion, hvor du bliver en central sundhedsfaglig sparringspartner for ledelsen og driften på tværs af organisationen. Du skal rådgive og understøtte driftslederne i arbejdet med at skabe en sikker og fagligt forsvarlig sundhedsfaglig praksis i indsatserne omkring borgerne. Samtidig bidrager du til, at lovgivning, faglige krav og instrukser omsættes til en sikker og anvendelig praksis i den daglige drift.
Rollen kræver, at du står sikkert på din faglighed og kan skabe gode samarbejder omkring løsningerne – også når problemstillingerne er komplekse.
Patientsikkerhed og borgerens trivsel er omdrejningspunktet. Dokumentation, instrukser, læring, audit og digitale løsninger er nogle af de redskaber, vi bruger i arbejdet med at sikre en fagligt forsvarlig praksis.
Dine primære opgaver
- rådgive og sparre med ledelsen og driften om sundhedsfaglig kvalitet, patientsikkerhed og faglig forsvarlighed
- understøtte sikker varetagelse af sundhedsfaglige opgaver, herunder medicinhåndtering, delegation, kompetencer og dokumentation
- udarbejde, implementere og vedligeholde sundhedsfaglige instrukser
- planlægge og gennemføre undervisning og faglig formidling til forskellige faggrupper
- gennemføre interne audits, følge op på resultater og forbedringstiltag samt bidrage til læring og kvalitetsudvikling på tværs af organisationen
- bidrage med sundhedsfaglig ekspertise ved tilsyn og opfølgning herpå
- medvirke til, at arbejdsgange og digitale løsninger understøtter enkel, sikker og anvendelig sundhedsfaglig dokumentation.
Om dig
Du er en fagligt stærk sygeplejerske, som kender det specialiserede socialområde og forstår den virkelighed, som sundhedsfaglige opgaver skal fungere i. Du er sikker i din faglige dømmekraft, undersøgende, når noget kræver nærmere afklaring og forskellige hensyn skal balanceres.
Samtidig trives du i rollen som sparringspartner. Du er nysgerrig på praksis og har let ved at gøre kompleks viden konkret og anvendelig for både ledere og medarbejdere. Du arbejder struktureret og er fortrolig med digitale arbejdsredskaber, hvor dit fokus er på, hvordan de bidrager til en sikker og fagligt forsvarlig praksis.
Vi forestiller os, at du:
- er autoriseret sygeplejerske og har solid erfaring fra det specialiserede socialområde
- har erfaring med sundhedsfaglige problemstillinger hos borgere med komplekse støtte- og plejebehov
- har godt kendskab til sundhedsfaglig lovgivning og forståelse for de krav, der gælder for behandlingssteder og sundhedsfaglig virksomhed
- har erfaring med sundhedsfaglig dokumentation, medicinhåndtering, instrukser og patientsikkerhed
- gerne har arbejdet med kvalitet, udvikling, audit eller tilsyn
- kan undervise og formidle faglige krav til forskellige faggrupper
- har blik for digitale løsninger, der kan understøtte dokumentation og sikker praksis.
Vi tilbyder
Du får en stilling med stor faglig indflydelse og mulighed for at sætte dit præg på den sundhedsfaglige kvalitet i en organisation, hvor social- og sundhedsfaglighed mødes omkring mennesker med komplekse behov. Du er med til at udvikle løsningerne og følge dem fra faglige krav til praksis tæt på borgeren.
Stillingen er tværgående, og du har møder og sparring med vores driftsområder og samarbejdspartnere forskellige steder i landet. Du arbejder som udgangspunkt fra vores hovedkontor i Valby, men skal forvente, at kørsel til andre dele at landet vil forekomme.
Vi tilbyder en fuldtidsstilling med løn efter kvalifikationer, pensionsordning med sundhedsforsikring, frokostordning, frugt, kaffe og et stærkt fagligt fællesskab.
Lyder det som noget for dig?
Så ser vi frem til at modtage din ansøgning.
Vi ønsker at byde vores nye kvalitets- og udviklingssygeplejerske velkommen 1. december eller snarest derefter.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Kvalitetschef, Dorthe Frydenlund, 21 89 95 94.
Vi er mennesker, der hjælper mennesker
DUOS er en dansk familieejet velfærdsvirksomhed, og vi bestræber os på at levere den bedst mulige daglige trivsel for borgere. Vi servicerer 6.000 borgere rundt om i hele landet og beskæftiger 4.500 udførende medarbejdere. Vi har mere end 25 års erfaring med at hjælpe børn og voksne med funktionsnedsættelser, psykiske og sociale udfordringer. Vores mål er at levere velfærdsydelser af højeste kvalitet, der giver værdi og effekt for borgeren.
Kom og vær med på DUOS-holdet. Og gør en vigtig forskel.
Læs mere om DUOS på www.duos.dk