Billede af tre personer der sidder rundt om et bord.

Helsingør

Opvasker til Botilbuddet Lindevang i Helsingør (10,5 timer/uge)

Vi søger en opvasker til vores køkkenteam på det selvejende socialpsykiatriske botilbud Lindevang i Helsingør med start den 1. oktober 2026 eller snarest derefter. Den ugentlige arbejdstid er 10,5 timer fordelt på to hverdage mellem kl. 16.00-19.30 efter fast grundrul. Du deler ugens dage med en kollega.

Du bliver en del af et køkkenteam, som dagligt betjener 56 beboere samt ca. 40 medarbejdere. Måltider serveres både i vores café samt i boenheder, hvor vi samles om måltidet.

Vi har beboere i beskæftigelse i køkkenet og vægter beboerinddragelse i produktionen meget højt.

Dine arbejdsopgaver

  • Opvask i forbindelse med madlavning og måltider
  • Rengøring i køkken, café og lager i henhold til arbejdsplan
  • Forefaldende arbejde i køkken og på lager

Vi tilbyder

  • Engagerede kollegaer med lyst til kreativ opgaveløsning
  • Et køkken med gode ergonomiske arbejdsforhold
  • Et køkken med et højt ambitionsniveau og bronzemærket i økologi
  • En samarbejdende kultur i en selvejende organisation med næsten 150 års historie
  • Personalegoder, herunder Falck Healthcares sundhedsordning samt en attraktiv madordning
  • Løn efter KL’s overenskomst

Om dig

Vi ønsker os en ny kollega, som:

  • har lyst til og gerne erfaring med opvask og rengøring i et storkøkken
  • kan arbejde selvstændigt og bidrager samtidig til et godt teamsamarbejde
  • kan træde til, hvor der er brug for det og vægter samarbejde højt
  • er effektiv, også når det gælder oprydning/opvask og hygiejne
  • kan tale et forståeligt dansk. God og forståelig kommunikation er ét af de vigtigste redskaber i et samarbejde – og meget væsentligt i samarbejdet med beboerne.
  • er fleksibel i arbejdstider

Om Lindevang

Lindevang er et non-profit, selvejende og døgndækket psykosocialt botilbud. Boligerne er oprettet efter Servicelovens §107 og 108, hvor der bor 56 voksne med svære psykiske lidelser, herunder nogle med forbrug af rusmidler. Her er beboernes håb om at få en bedre hverdag, deres velbefindende og livskvalitet i centrum. Hos os hænger faglighed og samarbejde uløseligt sammen, for først når vi samarbejder med hinanden skaber vores indsats værdi. Lindevangs værdigrundlag bygger på respekt, anerkendelse, nærvær og faglighed. Det betyder, at vi har en rehabiliterende tilgang og tager udgangspunkt i den enkeltes håb og drømme om et meningsfuldt liv. Vi har et særligt fokus på at skabe muligheder for en aktiv hverdag med aktiviteter og beskæftigelse samt at bygge bro til livet uden for Lindevang. Desuden er vi uddannelsessted for SSA-elever og pædagogstuderende. Læs mere om Lindevang her: www.lindevang.dk

Arbejdssted

Lindevangs botilbud på Lindevangsvej 1, 3000 Helsingør.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du tilbydes løn i forhold til KL-overenskomst med relevant faglig organisation.
Arbejdsugen består af gennemsnitligt 10,5 timer.

Tiltrædelse

1. oktober 2026 eller snarest derefter.

Kontakt

Sektionschef for drift og beskæftigelse Bo Rasmussen på mail boar@lindevang.dk.

Ansøgningsfrist

Send en kort ansøgning og CV via JobIndex QuickApply senest d. 14/9-2026. Vi holder samtaler løbende.

Billede af to personer der taler sammen og smiler.

Vores kultur

På Lindevang er vi ca. 80 medarbejdere med forskellige fagligheder og personligheder, der arbejder tæt sammen i en hverdag præget af høj faglighed, humor og et stærkt fællesskab. Vi prioriterer løbende sparring, faglig udvikling og en åben dialog, hvor der er kort vej fra idé til handling, og hvor alle bliver hørt og taget alvorligt. Her er plads til at være menneske – både over for beboerne og hinanden – og vi støtter hinanden i små og store udfordringer. Du bliver en del af en tryg og udviklende arbejdsplads med fokus på samarbejde, mening og indflydelse, hvor du hver dag er med til at gøre en reel forskel sammen med engagerede kolleger.