Kontorassistent

LEAD – enter next level A/S København

Indrykket 

Testadministrator og Administrationsassistent

Har du erfaring med administrative opgaver? Trives du i en central rolle, hvor du skaber orden og struktur og holder styr på alle trådene? Og er du motiveret for at blive en del af et landsdækkende ambitiøst konsulenthus i vækst?

Så er det måske dig, vi leder efter, til en ny stilling i vores nyindrettede kontorer på Christianshavn.

Om jobbet

Som vores nye kontorassistent, vil du få 2 hovedansvarsområder:

Som testadministrator, hvor du vil stå for den administrative del af vores forskellige testværktøjer, og som administrationsassistent, hvor du vil blive det lokale ”anker” i vores København-afdeling.

Konkret kunne opgaverne f.eks. omfatte:

  • Administration af vores test og certificeringer, herunder koordinere og kommunikere med deltagere samt andre eksterne og interne interessenter etc.
  • Være ”anker” på kontoret – tage imod kunder, sørge for at det er præsentabelt og ryddeligt, indkøb af forbrugsmaterialer, bookning af interne lokaler/kalendere, kontakt til rengøringsfirma, plantepasning mv.
  • Sikre de praktiske forhold ved undervisningsdage, så de fungerer optimalt, når vi afholder kursus i egne lokaler, herunder at sørge for materialer, bestille forplejning, lave kaffe, kopiere materialer osv. På sigt kommer der også kursusadministration ind som opgave.
  • Diverse ad hoc- og PA-/sekretæropgaver for direktion, partnere og chefkonsulenter.

Du vil referere til økonomichefen, der arbejder ud fra vores administrative hovedkontor i Aarhus, men flere af opgaverne vil være i tæt samarbejde med partnere og chefkonsulenter i København.

Dine kvalifikationer

Vi bliver meget afhængig af dig som person, så det er vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt med ovenstående opgaver og tage småbeslutninger dagligt. Da du får en central rolle på kontoret i København, vil det også være en fordel, hvis du har erfaring med kundekontakt samt de mange praktiske opgaver, der løbende er på et kontor. Testadministrationen forudsætter, at du er stærk i skriftlig dansk samt skriftligt engelsk, da der er en del kommunikation med vores amerikanske partner.

Du bliver en del af et ambitiøst konsulenthus, hvor tingene går stærkt og ikke to dage er ens, og det er derfor afgørende, at du har mod på og trives med en til tider hektisk hverdag, hvor nye opgaver pludseligt kan dukke op og skal løses hurtigt.

På det personlige plan forestiller vi os, at du er venlig men bestemt, dog absolut serviceminded, da vores konsulenter skal have al den hjælp, der er mulig, til at få de optimale forhold for udførslen af deres opgaver.

Vi tilbyder:

Et spændende og alsidigt job med 30-37 timer ugentligt efter dit ønske omgivet af venlige, spændende, passionerede og dygtige mennesker, der er placeret over hele landet og nogle gange kommer på ”dit” kontor, der ligger centralt i Christianshavn. Stilling kan besættes straks vi finder den rette person.

Er du interesseret? Så send dit CV og et par ord om dig selv hurtigst muligt, og senest den 18. april via ansøgningsknappen "Søg jobbet online" nedenfor, og vi vil vende tilbage til dig snarest.


Om LEAD – enter next level

LEAD er et konsulenthus med ekspertise i ledelse og organisationsudvikling og vi er pt. ca. 30 ansatte i Aarhus og København.

Vi hjælper både private og offentlige organisationer med at udvikle bedre ledelse og bedre organisationer, og vi tilbyder en bred vifte af skræddersyede ydelser, uddannelser og kurser. Vi er drevet af tårnhøj faglighed, store ambitioner og et ønske om at gøre en forskel i samfundet.

Læs mere om LEAD og om, hvem vi er her: www.lead.eu.