Amalieklinikken P/S

Souschef til Amalieklinikkens operationsafsnit

Amalieklinikken P/S, København

En stilling som souschef på operationsafsnittet på Amalieklinikken - Privathospital for plastikkirurgi – er ledig til besættelse pr. 1. november 2019 eller snarest derefter.

Stillingen ønskes besat med en rutineret operationssygeplejerske. Erfaring med ledelse og kendskab til det plastikkirurgiske speciale er en fordel.

Vi ønsker os en erfaren operationssygeplejerske, som udover at assistere ved operationer kan stå for den daglige ledelse af operationsafsnittet, herunder vagtplanlægning, personalebemanding og lagerstyring. Desuden efter behov hjælpe til ved kontroller med sutur- og drænfjernelse samt andre sygeplejemæssige opgaver i samarbejde med den ledende sygeplejerske i ambulatoriet.
Der er tradition for, at alle i klinikken hjælper hinanden, hvor der måtte være behov for dette, så en fleksibel indstilling til arbejdet er vigtig.

Arbejdstiden kan aftales til 32-37 timer ugentlig, hvor der må forventes en vis fleksibilitet herunder lange dage/aftenarbejde. Vi opererer p.t. ikke i weekenden, hvorfor der kun helt undtagelsesvist kan blive tale om weekendarbejde.

Ansøgning og CV sendes via e-mail til rolf@amalieklinikken.dk senest søndag d. 20/10 2019 kl. 24.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 43 (+44).

Hvis du synes ovenstående lyder interessant, og har du lyst til at være en del af vores team i en klinik, der er i rivende udvikling, ser vi frem til at modtage din ansøgning.

Har du spørgsmål, kan du kontakte ledende sygeplejerske Eva Lytje-Hansen på tlf 76 500 500 ml. kl. 10-14.


Amalieklinikken har fungeret i 7 år og er beliggende i hjertet af København. Vi beskæftiger os udelukkende med plastikkirurgi.

Amalieklinikken har som kerneværdier valgt at satse på kvalitet, sikkerhed, tryghed og naturlighed.

Klinikken råder over en operationsgang med to veludstyrede operationsstuer og et opvågningsafsnit samt et ambulatorieafsnit med en operationsstue til indgreb i LA. Vi har 10 sengepladser til overnattende patienter.

Klinikken er og har lige siden starten været i kraftig vækst, og aktuelt er 5 speciallæger samt en læge under uddannelse fast tilknyttet. Udover den ledende sygeplejerske er yderligere 6 sygeplejersker, 3 sekretærer, 1 PR- og marketingsmanager og 1 servicemedarbejder fastansatte. Desuden har vi en stor gruppe timelønnede sygeplejersker og yngre læger tilknyttet klinikken.

Noget af vores kirurgiske aktivitet foregår uden for almindelig dagarbejdstid, da flere læger og hovedparten af de timelønnede sygeplejersker også har anden ansættelse i det offentlige sygehusvæsen. Det er også derfor vigtigt for os, at værne om vores gode arbejdsmiljø, hvor der er plads til at arbejde og hygge på samme tid i en kultur, hvor høj kvalitet i en god atmosfære er fælles mål.

Amalieklinikken har overenskomst med Dansk Sygeplejeråd.

Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.