Royal Scandinavian Casino Århus I/S

Ansvarsbevidst adgangskontrol

Royal Scandinavian Casino Århus I/S

Til to deltidsstillinger i vores adgangskontrol søger Royal Casino præsentable og imødekommende medarbejdere, der brænder for at give vores gæster en positiv oplevelse udover det sædvanlige. Har du lyst til at arbejde aften og nat i hverdagene, og er du motiveret for at komme med på holdet, der driver landets flotteste casino, så er chancen her nu.

Hos Royal Casino har vi fokus på det gode værtskab og høj service, og vi går ikke på kompromis med kvaliteten af det, vi leverer, selvom vi nogle gange har rigtig travlt. Det stiller store krav til vores medarbejdere og ledere, og derfor ansætter vi kun de allerbedste. Vi lover til gengæld, at du får et spændende og alsidigt job, hvor du får mulighed for at gøre en forskel for vores besøgende.

Flair for sikkerhed og konfliktløsning

Arbejdet omfatter primært gæstebetjening ved casinoets ind- og udgang og i receptionen. Du har den indledende såvel som afslutningsvise kontakt med vores besøgende, og vi forventer derfor, at du prioriterer din værtsrolle højt og formår at få gæsterne til at føle sig trygge ved din tilstedeværelse. Arbejdet omfatter derudover sikkerhedsrunderinger, konfliktløsning samt servicering af vores store automatsal.

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra en lignende jobfunktion, men det er ikke et krav, da vi sørger for grundig oplæring i de forskellige arbejdsgange og IT-systemer.

Royal Casino er beliggende på Store Torv i Aarhus, og vi holder åbent alle ugens fra kl. 15 til kl. 02-04 året rundt. Din arbejdstid vil ligge inden for dette tidsrum med skiftende arbejdstider aften og nat. Du skal derfor have en fleksibel indstilling til din arbejdsplan og have lyst til at arbejde på forskellige tidspunkter af døgnet. I øjeblikket har vi særligt brug for to adgangskontrol, der kan arbejde i hverdagene (ikke kun i weekenderne). Vi forventer, du kan arbejde ca. 15 timer ugentligt.

Stærk kommunikator med gennemslagskraft

Vi lægger stor vægt på dine personlige kvalifikationer, da du har en direkte kontakt med vores besøgende. Følgende er afgørende for at lykkes i stillingen:

  • Du er præsentabel, har en god personlig fysik og fremstår som en naturlig autoritet
  • Du er ansvarsbevidst og har sans for sikkerhed og detaljer
  • Du er serviceminded, har et godt humør og brænder for at give vores gæster en god oplevelse - også når det indimellem går lidt stærkt
  • Du er en stærk kommunikator, der både formår at lytte og få dit budskab igennem
  • Du har en god situationsfornemmelse og er dygtig til at aflæse mennesker og situationer
  • Du har et roligt temperament og søger altid at løse konflikter med dialog, men du kan også smøge ærmerne op, hvis det viser sig nødvendigt
  • Du kan bevare overblikket og kan holde mange bolde i luften
  • Du er fleksibel og altid klar til at finde løsninger, når der opstår udfordringer
  • Du er med til at samle et hold, men trives samtidig med at arbejde selvstændigt

Bliv en del af familien

Som medarbejder hos Royal Casino bliver du en del af en organisation, hvor du får mulighed for selv at sætte dit præg, og hvor der er stort fokus på samarbejde. Du bliver en del af en meget alsidig kultur med engagerede og humørfyldte kollegaer, hvor vi vil hinanden det godt, hvor der er plads til alle, og hvor vi har det sjovt sammen. Dette afspejles blandt andet i en høj anciennitet blandt medarbejderne.

Løn og ansættelse sker i henhold til gældende Kasino Overenskomst mellem HORESTA og HK/Privat, 3F Privat og Dansk Funktionærforbund.

Sådan ansøger du

Vi modtager kun ansøgninger elektronisk. Åbn linket ”Søg jobbet online”, udfyld ansøgningsformularen og vedhæft ansøgning, CV samt et vellignende portrætfoto af nyere dato. Vi afholder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning nu. Tiltrædelse snarest muligt.

Bemærk at du skal være fyldt 18 år og kunne fremvise en ren straffeattest, hvis du skal ansættes hos os, jf. Bekendtgørelse af lov om spil §26 og §39. Denne vil blive rekvireret i løbet af ansættelsesprocessen, lige såvel som en personlighedstest og logisk test også kan indgå.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR Partner Cecilie Aggerholm på telefon 61 35 30 20.

Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.