Jobindex hjælper Børns Vilkår

Fra i går kunne du se et banner på forsiden af Jobindex. Banneret fører til en jobannonce fra den nye techvirksomhed Tiny Trap, der søger en Fastholdelsesekspert med særligt fokus på børn. Men Tiny Trap findes ikke, og det gør stillingen heller ikke – heldigvis.

Annoncen er et led i Børns Vilkårs nye kampagne for at få de store techvirksomheder til at tage deres ansvar alvorligt. Det vælger techgiganterne desværre alt for ofte at se bort fra – med alvorlige konsekvenser overfor sårbare målgrupper. Derfor sætter Børns Vilkår fokus på techgiganternes svigt af børn og unge.

”Vi har med Tiny Trap forsøgt at råbe op på en ny måde, for selvom der bliver snakket meget om techgiganternes ansvar over for børn og unge, så sker der meget lidt. Med Tiny Trap vil vi vise, hvor slemt det faktisk står til. Virkeligheden har faktisk overgået fantasien,” siger Lisbet Christoffersen fra Børns Vilkår.

Jobindex stiller sin platform til rådighed, så Børns Vilkårs fiktive jobopslag når ud til så mange som muligt. Vi har selv hørt fra jobansøgere, der er kommet i problemer på grund af falske jobannoncer hos techgiganterne, fordi techgiganterne ikke foretager kvalitetssikring af deres indhold. Så vi mener også, at der er behov for langt stærkere rammer og opfølgning.
Læs mere om kampagnen
Læs mere om Børns Vilkår

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen