Aarhus C
Hvilken grøn ret vil du sætte på menuen? Vi søger en kok/cater til Arkitektskolen i Aarhus
Vi søger en faglært kok eller cater til Arkitektskolen i Aarhus, der har smag i fingerspidserne og lyst til at give grøntsagerne en hovedrolle på tallerkenen. Du får 37 timer om ugen med arbejdstid mellem kl. 06.30 og 14.30 – og mulighed for at sætte dit præg på maden.
En sprød stegeskorpe. En cremet dressing. Noget syrligt, der får det hele til at spille. Du ved, hvad de små greb gør for en ret – og du har lyst til at bruge dem i et køkken, hvor vegetarisk mad fylder meget.
Hos DinnerdeLuxe på Arkitektskolen Aarhus laver vi mad til studerende og medarbejdere. Her skal frokosten kunne stille sulten, vække nysgerrigheden og give gæsterne lyst til at komme igen. Det kræver et køkken med både godt håndværk og appetit på nye idéer.
Du bliver en del af et madglad team, hvor vi deler idéer, hjælper hinanden og arbejder tæt sammen om at give kantinens gæster en god oplevelse. Du refererer til køkkenchefen og får en hverdag med både madlavning og kontakt med de studerende og skolens medarbejdere.
Det vigtigste for mig er, at det går godt, at folk er glade, og at vi har det godt sammen. Vi griner, vi hygger os – og det kan mærkes i den mad, vi laver.
Du er med hele vejen fra råvarer til servering
Du laver lune retter fra bunden, sammensætter farverige og sprøde salater med sæsonens grønt og giver de vegetariske retter den opmærksomhed og kærlighed, de fortjener.
Du anretter også mødeforplejning og møder kantinens gæster i salgsområdet. Måske er det netop din anbefaling eller en lille smagsprøve, der får en studerende til at prøve noget nyt.
Og så tager du del i alt det, der får køkkenet til at fungere. Opfyldning, rengøring og en hånd til kollegaen hører også med.
Din uddannelse skal være på plads – dine idéer må gerne stikke af
Du er faglært kok, cater eller har en anden relevant køkkenfaglig uddannelse. Du kan dit håndværk og har lyst til at udforske, hvad det grønne køkken kan.
Måske har du en svamperet, du sværger til. Måske kan du få en bakke bagte rodfrugter til at forsvinde hurtigere end dagens kage. Vi er nysgerrige på, hvad du kommer med – og du skal være nysgerrig på, hvad vores gæster har lyst til at spise.
Du deler gerne dine idéer, lytter til andres og tager ansvar for, at vi kommer godt gennem dagen sammen. Erfaring fra en kantine er en fordel, men du kan også komme med din faglighed fra et andet køkken.
Vi arbejder med økologi og mindre madspild i køkkenet. Det handler blandt andet om at se mulighederne i råvarerne og få mest mulig smag ud af det, vi har mellem hænderne.
Skal vi lave frokost sammen?
Send din ansøgning og dit CV til job.kenneth@dinnerdeluxe.dk. Fortæl os gerne, hvilken grøn ret du ville sætte på menuen – og hvorfor.
Skriv ”Kok/cater – Arkitektskolen Aarhus” i emnefeltet.
Vi glæder os til at få vores nye kollega med i køkkenet den 4. januar 2027. Vi holder samtaler løbende og lukker opslaget, når vi har fundet den rette.
Vil du høre mere, kan du ringe til drifts- og kundechef Kenneth Kirkedal Thomsen på 25 28 28 88 eller skrive til job.kenneth@dinnerdeluxe.dk.
Grundet GDPR skal du være opmærksom på, at ansøgninger kun kan mailes til ovenstående mailadresse. Oplys kun de nødvendige personoplysninger som dit navn, telefonnummer og mailadresse, så vi kan kontakte dig ved spørgsmål eller tilbud om samtale.