Previous Next

Teamkoordinator til Granhøjens Særlige Tilbud

Nykøbing Sjælland og Vig

Kan du skabe overblik og hjælpe dine kolleger med at få aftaler omsat til handling?

På Granhøjens Særlige Tilbud søger vi en teamkoordinator med fokus på den pædagogiske hverdag. Du følger op på de opgaver, vi aftaler, og hjælper medarbejderne med at få de pædagogiske indsatser til at fungere i praksis.

Du skal kunne holde fast, når en opgave mangler at blive løst. Samtidig skal du kunne lytte og forstå, hvad der står i vejen, så du og kollegerne kan finde en vej videre.

Din hverdag er på tværs af Granhøjens Særlige Tilbud

I Granhøjens Særlige Tilbud (§108) arbejder vi med borgere med kognitive funktionsnedsættelser, som samtidig er omfattet af en dom. Det kræver tid at opbygge relationer, og hverdagen går ikke altid efter planen.

Du bliver en del af et team, der arbejder på tværs af vores to lokationer, Twillingegården i Vig og Kingosvej i Nykøbing Sjælland.

Som teamkoordinator hjælper du med at holde retning i det pædagogiske arbejde. Når hverdagen ændrer sig, er du med til at bevare overblikket over, hvilke aftaler der stadig skal følges op på, og hvad der skal tages op igen. Du har et stærkt overblik over hverdagens opgaver og de tilgængelige ressourcer og formår at få opgaver, bemanding og praktisk drift til at gå op i en højere enhed – også når der er mange bolde i luften.

Du holder overblikket og følger op

Din rolle er primært koordinerende. Du indgår ikke i den almindelige pædagogiske bemanding, men giver selvfølgelig en hånd med, hvis situationen kalder på det.

Du kommer blandt andet til at:

  • planlægge og facilitere teammøder og følge op på beslutninger
  • holde overblik over pædagogiske opgaver og deadlines
  • støtte medarbejderne i at løse deres opgaver og følge op, når noget ikke kommer i mål
  • understøtte arbejdet med handleplaner og daglig dokumentation
  • samarbejde med vagtplanlæggeren om den daglige drift.

En aftale på et teammøde er først brugbar, når den bliver ført ud i livet. Du hjælper med at gøre det tydeligt, hvem der gør hvad, og følger op sammen med kollegerne.

Du følger op uden at være leder

Du har ikke personaleansvar. Alligevel skal du kunne være tydelig over for dine kolleger og holde fast i de aftaler, I har lavet.

Nogle gange har en kollega brug for sparring. Andre gange er der brug for en konkret påmindelse eller hjælp til at få en opgave videre. Du skal kunne tage den samtale på en ordentlig måde og samtidig være klar om forventningerne.

Din rolle handler i høj grad om at hjælpe andre med at lykkes med deres ansvar.

Kan du se dig selv i rollen?

Du har en pædagogisk eller anden relevant uddannelsesmæssig baggrund og erfaring fra det specialiserede socialområde.

Du kan skabe overblik og arbejde struktureret. Du har forståelse for pædagogiske handleplaner og dokumentation og er indstillet på at følge op over for dine kolleger, også når en aftale ikke er blevet holdt.

Kendskab til SensumOne eller den systemiske og narrative tilgang er en fordel, men ikke et krav.

Det praktiske skal selvfølgelig også passe

Stillingen er på 37 timer om ugen, og arbejdstiden ligger i dagtimerne.

Du får mulighed for løbende at dygtiggøre dig gennem kurser, temadage og uddannelse. Derudover får du sundheds- og tandforsikring samt attraktive medarbejderordninger.

Vi har også sociale arrangementer på tværs af hele Gran Recovery and Health i løbet af året.

Skal du være vores nye teamkoordinator?

Så send os en kort ansøgning sammen med dit CV via linket herunder. Vi holder samtaler løbende og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen snarest muligt.

Har du spørgsmål til stillingen? Tag endelig fat i afdelingsleder Liza Rueløkke på telefon 24 49 27 20 eller på mail liru@grh.dk.

Vi anvender elektronisk rekruttering og modtager derfor ikke ansøgninger via mail eller fysisk post.

Du må gerne bruge AI som hjælp, når du søger hos os. Det vigtigste er, at vi stadig kan mærke dig i ansøgningen og forstå, hvad der motiverer dig, og hvorfor jobbet giver mening for dig.

Hos os er der mennesker på den anden side af din ansøgning. Vi bruger ikke AI til at screene eller vurdere kandidater.


Vi glæder os til at høre fra dig!


Mere om Granhøjen

Granhøjens Særlige Tilbud er en del af Granhøjen i Gran Recovery and Health. Vi er en privatpsykiatrisk koncern, som tilbyder bolig, behandling og beskæftigelse til voksne med fysiske og psykiske vanskeligheder. Vi tror på, at alle mennesker er andet og mere end deres udfordringer eller diagnoser – og vi tror på, at vi alle gør en stor forskel sammen!

Læs mere om vores arbejdsplads, og mød dine kollegaer her.



Ansættelsestype: Fastansættelse

Hjemmearbejde: Ikke oplyst

Ugentlig arbejdstid: Fuldtid

Læs mere

Når man er nysgerrig på beboerne, ser man de små åbninger – og deres håb og drømme. Det er i det øjeblik man kan hjælpe dem på vej.

Sabina
Sabina

3 B'er

Ud fra grundprincippet om, at både bolig, behandling og beskæftigelse har en samlet behandlende effekt, tilpasser vi vores tilbud, så de tilgodeser den enkeltes behov.

01

Botilbud

I sanselige omgivelser fordelt over Odsherred og Midtsjælland danner vores hyggelige botilbud rammen om tilværelsen for vores beboere.

02

Behandling

I tæt samarbejde med den enkelte beboer og den anbringende kommune skræddersyr vi specialiserede behandlingstilbud. Vi tilbyder desuden indlæggelse og ambulant behandling af psykiatriske problematikker til privatpersoner på Skovhus Privathospital.

03

Beskæftigelse

Alle har brug for at mærke følelsen af at bidrage til fællesskabet. Derfor er beskæftigelse en del af behandlingen hos os. Vores beboere kan fx arbejde i gårdbutik eller komme i lærlingeforløb i vores egen entreprenørvirksomhed, Mator.

Et kig ind i en hverdag hos GRH

Mere end bare en arbejdsplads

Samarbejde og fællesskab er nøgleord, der beskriver din nye arbejdsplads. Her er du ikke din egen lykkes smed. For vi lykkes først, når vi alle sammen lykkes. Du får nemlig kolleger, som altid har din ryg – og de træder til, hver gang, du har brug for det.

Hos os spiller du en vigtig rolle i at hjælpe mennesker med psykiske lidelser med at turde forbinde til omverdenen – altid ud fra den grundtanke, at mennesker er andet og mere end deres diagnoser.

Mød en kollega

Vores afdelinger

Se andre ledige stillinger

Ledige stillinger

Gran Recovery and Health

Gran Recovery and Health er en privat psykiatrisk koncern med næsten 40 års erfaring og mere end 350 medarbejdere fordelt på fem virksomheder. Hvert eneste år støtter vi flere hundrede mennesker til et liv, der er andet og mere end deres udfordringer.