Billede af Brøndbyparken i fugleperspektiv.

Brøndby

Vil du være med til at præge en nyoprettet stilling? Vi leder efter en ny 1. mand/kvinde

Vi leder i Brøndbyparkens afdeling 5 - Nygårdsparken - efter en ny 1. mand. Vi har talt meget om, hvad vores nye 1. mand skal kunne – og hvilken profil vi søger. Og vi er faktisk åbne overfor, at du både kan komme med en driftsbaggrund og en kontorbaggrund. Det vigtigste er, at du har erfaring fra den almene boligsektor og hverdagen i et ejendomskontor, og at du er en god sparringspartner til din inspektør. Så kan vi tilbyde arbejdsglæde, energi og en blanding af administrative opgaver, syn, beboerservice og grønne områder – og branchens måske sødeste kolleger.

Afdeling 5, Nygårdsparken, er en afdeling på lidt over 500 lejemål, fordelt på 2 højhuse og lave boligblokke – og med store velholdte udearealer. Afdelingen ligger i det almene boligselskab Brøndbyparken. Brøndbyparken har tradition for et stærkt og konstruktivt beboerdemokrati - og mere end 30 kollegaer står for administration, beboerservice og vedligehold af lidt over 2.000 lejemål og store grønne områder. Du bliver afløser for inspektøren i hans fravær – og kollega til de 3 andre ejendomsfunktionærer. Og du får stor daglig kontakt til vores administration og kollegaerne i de 3 andre afdelinger.

Hvilken profil søger vi?

Nu kommer det jo an på din baggrund, om du er driftsmand eller kontoruddannet. Men du skal have erfaring fra et alment ejendomskontor, og du skal kunne krydse af på mindst 8 af de nedenstående punkter:

  • Sparre med inspektøren og afløse i hans fravær
  • Koordinere daglige driftsopgaver
  • Koordinere og igangsætte opgaver i langtidsplanen/ppv-planen
  • Håndtere beboerhenvendelser
  • Andre administrative opgaver på ejendomskontoret
  • Deltage i ind- og fraflytningssyn (vi har A-ordning og alt registreres elektronisk i EG Bolig)
  • Godkende kollektiv råderetsarbejder
  • Udfylde og følge op på rekvisitioner
  • Rekvirere håndværkere – og følge op på, om opgaverne bliver løst efter aftale
  • Føre tilsyn med tekniske anlæg
  • Udføre almindelige beboerserviceopgaver
  • Deltage i snerydning, når det er nødvendigt
  • Være den naturlige kontaktperson for beboere og håndværkere

Godt humør og smil på læben

Vi søger en 1. kvinde/mand, der kan møde alle med et godt humør og et smil. Vi forventer at du sætter en ære i, at der er styr på ”dit” ejendomskontor, og at inspektøren i perioder trygt kan overlade driften af afdelingen til dig.

Ellers tænker vi, at du:

  • Er løsningsorienteret
  • Har et stort overblik
  • Er struktureret og god til at koordinere
  • Har flair for it og hurtigt kan sætte dig ind i nye it-redskaber
  • Og ikke mindst, at du er en god og loyal kollega

Det er en stor fordel, hvis du har erfaring med EG Bolig – eller at du hurtigt kan sætte dig ind i systemet.

Har du spørgsmål til jobbet? Så tag fat i souschef Allan Supperi på telefon 7789 1301.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt eller senest den 1. december 2026. Vi tager løbende egnede kandidater til samtale.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Billede af en legeplads.

Vores kultur

Hos Det Sociale Boligselskab Brøndbyparken vægter vi nærhed, beboerservice og samarbejde højt. Vi er et mindre boligselskab, hvor alle medarbejdere har mulighed for at gøre en mærkbar forskel i hverdagen for vores beboere. Med udgangspunkt i vores værdier arbejder vi tæt sammen om at skabe trygge rammer og gode oplevelser, både internt og i mødet med beboerne. Som kollega hos os får du et varmt arbejdsmiljø, hvor faglig udvikling og fælles ansvar er i fokus, samtidig med at din indsats bliver synlig hver dag.