Center for Familie og Rådgivning i Frederikssund søger erfaren familiebehandler til Udførerområdet
Vil du være en del af en ambitiøs afdeling med høj faglighed og fantastiske kollegaer? Så skynd dig at søge en sjældent udbudt stilling som familiebehandler på børneområdet 37 timer om ugen pr. 1. november 2025 eller snarest herefter. En af vores dygtige familiebehandlere skal prøve kræfter med noget nyt, og vi søger derfor en ny kollega til Udførerområdets ene børneteam (de 6-12-årige).
Vores samlede afdeling, Udfører, består af i alt 40 medarbejdere, herunder to teamledere (en for Børneteamet og en for Ungeteamet) og en afdelingsleder. Vi er en del af Center for Familie og Rådgivning i Frederikssund Kommune, og har gennem vores fælles værdigrundlag fokus på familiens ressourcer, relationer og netværk. Dit kommende team arbejder målrettet med sårbare børn i alderen 6-12 år og deres forældre. De fleste forløb er familiebehandling, samværsopgaver og i mindre grad praktisk pædagogisk støtte samt forebyggende gruppeforløb. Vores forløb kan både være aktivitetsbaserede og samtalebaserede. Vi kommer også i hjemmet, i de tilfælde hvor det giver mening. Vi tager afsæt i tilknytnings- og mentaliseringsteori, og vi anvender neuroaffektiv udviklingspsykologi som teoretisk fundament og landkort til at navigere og målrette indsatsen til familien. Ovenstående er et fælles fagligt fundament, men gruppen har individuelle og forskellige fagligheder, og disse forskelligheder opleves i gruppen som supplement til den fælles faglighed, hvor kolleger inspirerer hinanden.
Vi har et tæt samarbejde med myndighedsrådgiverne og deres teamledere, der visiterer sagerne til os – og med Barnets Lov har vi fået et endnu tættere samarbejde qua løbende opfølgning i sagerne hver 10. uge.
Vi bruger Feedback Informed Treatment (FIT), som er et dialog- og evalueringsværktøj, der hjælper os med at se, om vi er på rette vej, og om vi er hjælpsomme for borgeren.
I Frederikssund Kommune er det tværfaglige samarbejde på tværs en vigtig forudsætning for at skabe en tidlig forebyggende og helhedsorienteret indsats i sagerne, og vi indgår derfor i forskellige samarbejdsfora på tværs. I vores afdeling er vi bl.a. optaget af autisme, kravafvisende adfærd, skolefravær og højkonflikt (vi har været SES NXT projektkommune). Vi er optaget af at blive gode til at skrive til barnet/den unge og familierne, så de kan genkende sig selv i dét vi skriver. Vi vægter det psykiske arbejdsmiljø højt og har bl.a. et stærkt TRIO samarbejde og vores afdeling er præget af respekt, ordentlighed, høj faglighed og stort engagement.
Børneområdets familiehuse er placeret i Frederikssund på Lundebjergvej 78, og på Hovedgaden 48 i Jægerspris. Din primære arbejdsplads bliver på Lundebjergvej.
Der er ansøgningsfrist tirsdag den 23. september kl. 12. Ansættelsessamtalerne finder sted torsdag den 25. september 2025 i Familiehuset på Lundebjergvej 78, 3600 Frederikssund.
Ved eventuelle spørgsmål er du velkommen til at ringe til teamleder Bente Ørgaard Reisz på telefon 29 33 15 95 eller afdelingsleder Christina Bjerre på telefon 29 13 42 34.
Løn forhandles efter gældende overenskomst.
23. september 2025
Dette job kan kun søges via 'SØG JOB'-knappen herunder
Familiehuset, Lundebjergvej 78, 3600 Frederikssund
Fuld tid
1. november 2025
Teamleder Bente Ørgaard Reisz på telefon 29 33 15 95 eller afdelingsleder Christina Bjerre på telefon 29 13 42 34