Skal du være vores nye vikar i Nygårdens Gårdbutik?

Nykøbing Sj

Hos Nygårdens Gårdbutik byder vi dig velkommen ind i et varmt fællesskab med plads til forskelligheder, gode kundeoplevelser og et arbejde med en større mening.

Forestil dig duften af nybagt brød og friske blomster. Lyden af latter og summen fra kolleger og glade kunder, der er gået på opdagelse i butikken. Cafébordene står klar i gårdhaven og kaffen er skænket i kopperne...

Lyder det som en arbejdsplads, du rigtig gerne vil være en del af? Så læs endelig videre…

Vi leder efter dig, der kan træde til, når vi har brug for ekstra hænder

Det kan være i ferier, weekender, ved sygdom eller når vi har ekstra travlt. Måske du også har lyst til én fast vagt om ugen - men ellers kalder vi, når vi har brug for dig.

Måske har du ekstra tid ved siden af et studie, et andet job eller noget helt tredje? Måske savner du bare at være en del af et kollegialt fællesskab?

Uanset hvad, så venter vi på dig, der har lyst til at være en del af noget helt særligt!

Hvad bliver du en del af?

Nygårdens Gårdbutik er en socialansvarlig specialvarebutik, smukt placeret lige udenfor Nykøbing Sj., i en stråtækt gård med tilhørende frugthave. Vi sælger et håndplukket udvalg af alt fra planter, interiør og brugskunst, til legetøj, wellnessprodukter, delikatesser og lokale råvarer.

Du bliver en del af et lille, men top engageret team, hvor vi hjælper hinanden, samler på gode kundeoplevelser og har det både sjovt og hyggeligt imens.

Et fællesskab med mening

Vi er en del af Gran Recovery and Health og driver butikken i tæt samarbejde med 3-4 beboere fra vores bosteder. De er kolleger på lige fod med os andre og en vigtig del af hverdagen.

Hos os er der plads til forskelligheder, og vi gør os umage for at skabe et sted, hvor både kunder og medarbejdere føler sig velkomne og værdsatte – og det vil du kunne mærke allerede fra første dag!

Dine arbejdsopgaver?

Sammen med dine kolleger er du med til at få butikken til at stråle og leve. Det gør I blandt andet ved at:

  • Hjælpe vores kunder med smil, vejledning og nærvær
  • Fylde varer op, ordne blomster og gøre udstillingerne inspirerende og indbydende
  • Hjælpe til med let rengøring, så butikken altid er pæn og rar at være i
  • Bestille, prismærke og oprette varer i vores system

Arbejdstiden ligger i tidsrummet tirsdag til søndag mellem kl. 8.00 og 16.00.

Hvem er du?

Du er typen der kan lide at tage fat og du springer gerne til, når vi ringer – hvis det passer ind. Du er et naturtalent til at bevare roen, selv når der er gang i butikken, og den ro smitter af på dine omgivelser.

Du har blik for det æstetiske og det er ’lige dig’, at sætte varerne pænt op, arrangere blomsterne eller skabe en ny smuk udstilling. Det giver dig energi, når du bevæger dig i indbydende og inspirerende omgivelser, hvorfor du også hellere end gerne bidrager til at skabe den stemning.

Om du har butikserfaring, er ikke afgørende. Det vigtigste for os er, at du har lysten til at lære, har hjertet med i det du gør, og at det kan mærkes, når du er her.

Skal du være en del af holdet?

Så sidder vi spændte og klar til at læse dit CV og din ansøgning, som du sender via linket nederst – gerne så hurtigt som muligt.

Har du spørgsmål til stillingen? Tag endelig fat i butiksansvarlig, Nini Kiralyfalvy på telefon 50 60 04 61 eller på mail nima@grh.dk.

Vi anvender elektronisk rekruttering, og modtager derfor ikke ansøgninger via mail eller fysisk post.

Vi glæder os meget til at høre fra dig!


Mere om Nygårdens Gårdbutik

Nygårdens Gårdbutik er en del af koncernen Gran Recovery and Health som er en privatpsykiatrisk koncern, hvor vi tilbyder bolig, behandling og beskæftigelse til voksne med fysiske og psykiske vanskeligheder. Vi tror på, at alle mennesker er andet og mere end deres udfordringer eller diagnoser – og vi tror på, at vi alle gør en stor forskel sammen!

Læs mere om vores arbejdsplads, og mød dine kollegaer her.


Ansættelsestype: Studiejob, Timeansat/tilkaldevikar

Hjemmearbejde: Tilbydes ikke

Ugentlig arbejdstid: Deltid

Læs mere

Se, hvad dine nye kollegaer synes om GRH

Vi giver mennesker et holistisk recovery-forløb

Hos Gran Recovery and Health har vi i mere end 35 år hjulpet mennesker med psykiske lidelser med at forme en meningsfuld og tryg hverdag.

Når man er nysgerrig på beboerne, ser man de små åbninger – og deres håb og drømme. Det er i det øjeblik man kan hjælpe dem på vej.

Sabina
Sabina

3 B'er

Ud fra grundprincippet om, at både bolig, behandling og beskæftigelse har en samlet behandlende effekt, tilpasser vi vores tilbud, så de tilgodeser den enkeltes behov.

01

Botilbud

I sanselige omgivelser fordelt over Odsherred og Midtsjælland danner vores hyggelige botilbud rammen om tilværelsen for vores beboere.

02

Behandling

I tæt samarbejde med den enkelte beboer og den anbringende kommune skræddersyr vi specialiserede behandlingstilbud. Vi tilbyder desuden indlæggelse og ambulant behandling af psykiatriske problematikker til privatpersoner på Skovhus Privathospital.

03

Beskæftigelse

Alle har brug for at mærke følelsen af at bidrage til fællesskabet. Derfor er beskæftigelse en del af behandlingen hos os. Vores beboere kan fx arbejde i gårdbutik eller komme i lærlingeforløb i vores egen entreprenørvirksomhed, Mator.

Et kig ind i en hverdag hos GRH

Mere end bare en arbejdsplads

Samarbejde og fællesskab er nøgleord, der beskriver din nye arbejdsplads. Her er du ikke din egen lykkes smed. For vi lykkes først, når vi alle sammen lykkes. Du får nemlig kolleger, som altid har din ryg – og de træder til, hver gang, du har brug for det.

Hos os spiller du en vigtig rolle i at hjælpe mennesker med psykiske lidelser med at turde forbinde til omverdenen – altid ud fra den grundtanke, at mennesker er andet og mere end deres diagnoser.

Mød en kollega

Vores afdelinger

Se andre ledige stillinger

Ledige stillinger

Gran Recovery and Health

Gran Recovery and Health er en privat psykiatrisk koncern med næsten 40 års erfaring og mere end 350 medarbejdere fordelt på fem virksomheder. Hvert eneste år støtter vi flere hundrede mennesker til et liv, der er andet og mere end deres udfordringer.