København NV og mulighed for hjemmearbejde ved enkelte lejligheder

Studiejob i Nordvest? Vi søger ny kreativ kollega til AKF’s kommunikationsteam

Er du ved at afslutte din bachelor og på vej mod kandidaten? Og har du lyst til et studiejob, hvor du kan bruge dine grafiske evner og få erfaring med alt fra SoMe, hjemmesider og annoncering? Så er det måske dig, vi leder efter i AKF’s kommunikationsafdeling – vi er et ejendoms- og investeringsselskab i vækst med grønne ambitioner og base i det pulserende Nordvest.

Med gang i forretningen, en portefølje i konstant vækst, store udviklingsprojekter og en grøn dagsorden, der ikke venter – ja, så er der nok at tage fat på i det lille kommunikations- og marketingteam i AKF.
Derfor har vi brug for dig!

Du bliver en del af et fast team på tre: din kommende chef og to kolleger. Og ikke mindst ca. 90 andre AKF’ere, der arbejder på kontoret, ude på byggepladserne og rundt omkring på vores mere end 55 ejendomme.

Din nye arbejdsplads - fællesskab og ambitioner

Når du fremover møder ind på din nye arbejdsplads, går turen til 2400 – nærmere bestemt Nordvest- kvarteret i København. Tæt på Nørrebro Station, gode kaffebarer og solide pizza- og kebabsteder – sidstnævnte, hvis frokostordningen skulle skuffe. Det gør den dog sjældent.

Vi holder til i et tidligere pladeværksted, som vi selv har renoveret og forvandlet til vores hovedkontor – et åbent og energifyldt kontorlandskab, hvor du skal være klar på farjokes, onkelhumor og daglige opfordringer til at deltage i planketurneringen. Med en indgroet værdi om fællesskab, betyder det sociale en hel del for os. Det mærker du blandt andet gennem AKF Social, hvor næste event står på gokart og burgers. Og som en del af AKF Ung, vores fællesskab for medarbejdere under 30, får du ovenikøbet dobbelt op på sociale arrangementer, mens vi andre i teamet må nøjes med at høre om højdepunkterne (og nej, vi er selvfølgelig ikke det mindste misundelige). Og nå ja, så har vi også rullende fredagsbar.

Men hvad det går ud på, må du selv komme og opleve.

Dét får du for at forære os din tid:

  • En attraktiv lønpakke
  • Muligheder for faglig og personlig udvikling
  • En alsidig og spændende hverdag med gode og dygtige kollegaer
  • Daglig gang på en uhøjtidelig arbejdsplads i indbydende rammer i det hippe Nordvest-kvarter, hvor vi også kan tilbyde en god frokostordning, rigeligt med kage og en yderst fordelagtig massageordning.

Arbejdsopgaver - grafik, video og dét, du brænder for

Opgaverne i vores team spænder bredt – fra opsætning af digitale annoncer til strategiske kommunikationsindsatser, der skal øge kendskabet til AKF og vores bæredygtighedsambitioner. Én ting er sikkert: du kommer til at prøve lidt af det hele og løse mange forskellige opgaver - både rutineopgaver og dem, hvor du selv får lov til at være kreativ og tage initiativ. Og så går vi med en drøm om at lave flere videoer, og vi håber, du kan hjælpe med at føre den ud i livet.

Konkret vil dine opgaver bestå af:

  • Opdatering og vedligeholdelse af vores hjemmeside – vi arbejder i WordPress.
  • Udarbejdelse af grafisk materiale til f.eks. annoncer, skilte, SoMe og præsentationer.
  • Produktion og redigering af videoindhold og billeder.
  • Korrekturlæsning og mindre formidlingsopgaver.
  • Ad hoc-opgaver og koordinering ifm. små og store projekter.

Om dig

Du er initiativrig og ikke bange for at gribe en opgave og løbe med den selv. Måske har du ikke tidligere arbejdet professionelt med grafik og videoproduktion, men du har flair for det og lyst til at vokse med opgaven. Sidst, men ikke mindst, så udelukker din kreativitet ikke din sans for struktur.

Vi forestiller os, at du:

  • Er i gang med en videregående uddannelse inden for visuel formidling, kommunikation, journalistik eller lignende.
  • Har mulighed for at arbejde ca. 15-20 timer om ugen – selvfølgelig med fleksibilitet ift. dit studie.
  • Er visuelt stærk og har styr på Adobe-programmer som InDesign, Photoshop og Premiere Pro.
  • Skriver godt og fejlfrit og kan formidle klart og levende.

Interesseret?

Send din ansøgning og dit CV senest den 26. maj 2025. Vi holder samtaler løbende og ansætter, så snart vi har fundet det rette match.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Dea Lyng, PR- og kommunikationschef, på +45 60 24 48 03 eller dea@akfholding.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!



Ansættelsestype: Studiejob

Hjemmearbejde: Muligt

Ugentlig arbejdstid: Deltid (15–20 timer)

Med samarbejde, kvalitet og bæredygtighed i centrum

Vi er 80 kolleger og mange fagligheder samlet under samme tag, og vi arbejder sammen om at udvikle og drive spændende boligprojekter og erhvervsejendomme. Vi har mere end 60 ejendomme (centreret omkring Storkøbenhavn) fordelt på boliger, kontorer, butikker, hoteller og lagere. Og flere ejendomme kommer løbende til.

AFK medarbejdere
AFK medarbejdere på byggeplads AFK medarbejdere på byggeplads

Trivsel & udvikling i AKF

Ikon - Udvikling

Det skal være sjovt at gå på arbejde, og derfor har vi kontinuerlig fokus på et godt, velfungerende arbejdsmiljø samt udvikling af den enkelte medarbejder.

Ikon - Ledelse

Ledelse spiller også en stor rolle hos os, fordi god ledelse er en forudsætning for at spille vores medarbejdere stærkest.

Ikon - Fællesskab

Vi bestræber os på at skabe et fællesskab præget af respekt og tillid, og derfor har vi også en række sociale arrangementer såsom fredagsbar, fester, gå-hjem-møder og studieture.