CAD Kompagniet A/S søger for Entreprenørfirmaet Nordkysten A/S Glostrup eller Gilleleje

Afdelingslederen, som inspirerer, motiverer og leder sin afdeling til succes

Kan du forestille dig at videreudvikle og drive din egen afdeling hos en entreprenør, der allerede har projektpipelinen fyldt godt op og tilmed et netværk af spændende kunder? Så kan du sikkert mærke begejstringen helt ned i maven, når vi fortæller, at lige præcis sådan en mulighed ligger for dine fødder netop nu. Vi er nemlig på udkig efter en afdelingsleder til en nyoprettet stilling i vores vand- og højspændingsafdeling. Der vil være mulighed for at benytte vores kontor i Glostrup eller Gilleleje.

Med reference til vores divisionschef, Anders M. Holmstrøm, bliver din fornemmeste opgave at stå i spidsen for det hold, som arbejder for afdelingens største kunde (læs: vandforsyningsselskab). Du arbejder hver dag for et godt samarbejde på tværs i afdelingen og med bygherre, så vi kontinuerligt leverer overbevisende resultater.

Hvis vi har vakt din interesse, så læs med nedenfor, hvor vi har skitseret, hvordan de næste år af din karriere ser ud.

Som vores nye afdelingsleder er du en succes i rollen inden for de første par år, når du lykkes med at:

  • Tage ansvar for at sikre en god og velkørende afdeling (på sigt syv funktionærer og op til 60 timelønnede), som leverer gode projekter – og hvor arbejdsglæden er i top. I varetager drift og vedligehold af eksisterende anlæg.
  • Varetage den formelle personaleledelse af dit team, som oplever, at du er synlig og til stede. Du har fokus på at styrke sammenholdet, der gør, at de bærende elementer – processer og medarbejdere – i afdelingen også står stærkt på den helt lange bane.
  • Drive projekter i samspil med afdelingens projektledere. Du har det overordnede overblik og er en stærk sparringspartner for dine medarbejdere, så du på den måde sikrer, at projekterne kommer i mål i overensstemmelse med det aftalte inden for tid, økonomi og kvalitet.
  • Vedligeholde og videreudvikle dit forretningsområde, hvor du aktivt tager del i det strategiske arbejde og tilbudsgivning. Du sikrer selv, at du får sat det rette hold til din afdeling.
  • Tage ansvar for økonomirapportering og den efterfølgende dialog med vores business controller.
  • Varetage den primære dialog med bygherre i samspil med vores divisionschef.

De første år går stærkt, og vi oplever dig som lederen, der går forrest og sætter retningen for dine medarbejdere. Vi ser for alvor nu resultaterne af dit forretningsstrategiske arbejde, som giver flere spændende muligheder for din afdeling – muligheder, som du selv er med til at forme, udvikle og drive.

Ledelse og udvikling af både forretning og medarbejdere er i det hele taget nøgleord for din hverdag. Du prioriterer ledelse og er god til at løfte dine medarbejdere, så de udvikler sig og kan påtage sig mere komplekse opgaver og ansvar.

Hvad har du i bagagen?

Det har vi ikke noget entydigt svar på. Men vi forestiller os, at du har solid erfaring med projektledelse i anlægsbranchen, hvor du har drevet et hav af anlægsprojekter (læs: meget gerne inden for vand, kloak, fjernvarme eller kabel). Vi ved også, at du har oparbejdet en solid økonomisk forståelse – og måske har du endda også erfaring med personaleledelse. Vi rammer dig desuden med tillægsord som imødekommende og tillidsvækkende. Du deler gerne ud af din viden – og er en naturlig sparringspartner for dine kolleger, ligesom at du arbejder struktureret og kan navigere i en, til tider, hektisk hverdag.

Du bliver en del af …

Entreprenørfirmaet Nordkysten, der er en familieejet virksomhed, som opererer regionalt og udfører små og store forsynings- og anlægsydelser for både offentlige og private bygherrer. Vi arbejder bl.a. med kloak, klimasikring, no-dig, anlægs- og infrastruktur, elforsyning og signalanlæg, fjernvarme og vandledninger samt etablering af fibernet i Nordsjælland og hovedstadsområdet – vores kompetencer spænder vidt. Vi går ikke på kompromis og leverer kvalitet og løsninger inden for vores specialiserede kompetencer.

Du vil opleve en arbejdsplads med en uformel omgangstone, hvor dit arbejde gør en afgørende forskel på resultatet og bliver påskønnet.

Vi spiller hinanden bedre som kolleger og efterlever værdierne i hverdagen:

Troværdighed – vi leverer et godt produkt og en god proces. Kunder og kolleger kan regne med os.

Ansvarlighed – vi tager ansvar for opgaven, miljøet, kunden og kollegaen.

Samarbejde – vi hylder sammenhold og deler viden for at sikre det bedste resultat.

Løsningsorienteret – vi går efter den bedste løsning for vores kunder og for Nordkysten.

Er du klar til at indtage stillingen?

Så vil vi rigtig gerne høre fra dig.

CAD Kompagniet A/S står for rekrutteringsprocessen og ser frem til at modtage dit CV via knappen ”Ansøg” nedenfor.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Trine Hallund på 5371 9006 eller th@cadkompagniet.dk.

Vi holder samtaler løbende.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.