FORCE Technology

Projektleder/-ingeniør til bygherrerådgivning – energi og industri

FORCE Technology, Lyngby

Bliv en del af et af vores specialistteams, Building Consultancy Services, hvor du kan sparre med dine dygtige og motiverede kolleger, når du skal løse opgaver for kunderne.

Motiveres du af udfordrende projekter indenfor drift- og energioptimering, forsyning og bygningsinstallationer? Kan du selvstændigt drive komplicerede projekter helt i mål, og vil du gerne anvende al din erfaring og viden fra lignende projekter? Så kunne dette job være noget for dig!

Hos FORCE Technology kommer du ind i et specialistteam på ca. 30 ingeniører og maskinmestre i forretningsenheden Engineering and Industrial Processes. Du får et stort felt af specialister i ryggen, som du kan sparre med og inddrage i dine projekter. Du varetager – eller deltager løbende i – 3-6 projekter fra start til slut med frihed til at skabe de rigtige løsninger og dermed værdi for kunden.

Har du pondus, og kan du kommunikere bredt?

Du vil primært komme til at samarbejde med kunder fra offentlige virksomheder, ejendomsselskaber, industri og forsyningsvirksomheder. Vigtigt er, at du ikke er bange for at gå nye veje og udfordre dig selv, da vi løser mange specialistopgaver. Dine projekter er såvel små som store, men fælles for dem er typisk, at du er projektleder eller projektingeniør og deltager i hele forløbet – fra kundehenvendelse til aflevering.

Din hverdag er afvekslende, og du vil bl.a. komme til at:

  • varetage kundeforespørgsler, skabe dialog og få projekter igangsat
  • udarbejde projektforslag inkl. budgetter og tidsplaner
  • planlægge og projektere installationer
  • varetage og udarbejde udbudsmateriale og kontrahere med eksterne rådgivere og entreprenører
  • varetage økonomi- og projektstyring fra A til Z
  • rådgive kunder om ombygning/renovering, i syn- og skønssager og ved risiko- og økonomivurderinger
  • deltage på projektbyggemøder, udføre tilsyn og byggeledelse og mægle i konflikter.

Bliv en del af et erfarent specialistteam

Dine kollegaer har mange års erfaring fra branchen, og du har selv arbejdet som projektleder eller projektingeniør i minimum 5 år og har oparbejdet en solid erfaring fra rådgivningsbranchen. Du er uddannet maskinmester eller ingeniør, energi/VVS og har erfaring fra flere af følgende områder indenfor rådgivning, projektering og drift:

  • Energi/forsyning, fjernvarme
  • Driftsoptimering
  • Bygningsinstallationer, HVAC
  • CTS/SRO, energi og indeklimastyring
  • ABR89 og AB92
  • Udbud, tilbudsevaluering og kontrahering
  • Syn og skøn, partsindlæg indenfor ovenstående.

Du trives med og motiveres af hele projektforløbet, og du mestrer alle faser i projektstyringen, så resultatet er en tilfreds kunde med en fremtidig relation.

Den primære kommunikation foregår på dansk på et højt niveau, men vi ser gerne, at du også kan kommunikere på engelsk. Du skal kunne kommunikere målrettet på alle niveauer og forstå vigtigheden af kommunikation. Du tænker selvstændigt og er selvkørende i opgaveløsningen, men også en teamplayer.

Tonen i afdelingen er positiv, ligefrem og løsningsorienteret, så det forventes, at du er typen, der siger tingene lige ud og får opgaverne fra hånden. Du får en leder, som melder klart ud, uddelegerer ansvar og inddrager sine medarbejdere. Du skal være god til at skabe relationer til gavn for projekterne og mulige nye opgaver.

FORCE Technology tilbyder

En spændende specialiststilling i en teknologiledende virksomhed lokaliseret i Lyngby, hvor du kan udfolde dig og tilegne dig ny viden. Du kan trække på branchens bedste specialister og tilbyde kunden de bedste løsninger. Du får adgang til en god kantine til frokost, og efter arbejde kan du brænde det hele af i motionsrummet.

Vil du vide mere?

Du er velkommen til at kontakte afdelingschef Niels Kjær på mail nikj@force.dk

Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.