Frie Skolers Lærerforening

Journalist/kommunikationsmedarbejder, der kan skrive for lærerne på de frie skoler

Frie Skolers Lærerforening, Risskov

Frie Skolers Lærerforening og fagbladet Frie Skoler søger en dygtig journalist eller kommunikationsmedarbejder til et alsidigt, vigtigt og udfordrende job.

Sådan er jobbet

Som journalist/kommunikationsmedarbejder bliver du en del af afdelingen for kommunikation og politik. Afdelingen består af i alt otte konsulenter.

I samarbejde med dine nye kolleger skal du blandt andet:

  • producere, redigere og udsende nyhedsbreve til medlemmerne;
  • styrke vores tilstedeværelse på de sociale medier;
  • skrive faglige artikler/informationsjournalistik om emner, som er relevante for vores medlemmer (løn, arbejdstid, ansættelsesvilkår, arbejdsmiljø, overenskomstforhold mv.);
  • være med til at udvikle og producere indhold til foreningens hjemmeside;
  • skrive artikler – nyheder, reportage, noter, features – til foreningens medlemsmagasin, Frie Skoler;
  • løse kommunikationsopgaver (læserbreve, taler, oplæg) i samarbejde med foreningens kommunikationschef og politikerne.

Profil

Vi søger en som:

  • er journalist- eller kommunikationsuddannet eller har anden relevant baggrund og dokumenterede kompetencer inden for journalistik/kommunikation;
  • er interesseret i og har ideer til udviklingen af foreningen på elektroniske og sociale medier;
  • har forståelse for de vilkår, der er, når man arbejder i en politisk ledet organisation/fagforening;
  • forstår kommunikationens betydning i en medlemsorganisation;
  • interesserer sig for den frie skoleverden og dens forhold.

Hvis du har erfaringer fra de frie skoler og viden om web-video og cms-systemer/Umbraco, tæller det på plussiden.

Vilkår

Vi tilbyder et afvekslende job i en spændende organisation, hvor din hverdag bliver præget af et godt og tæt samarbejde med en åben og uformel tone. Du kommer til at arbejde tæt sammen med foreningens kommunikationschef, som bliver din nærmeste chef, men også Frie Skolers redaktør, bladets layouter, vores webansvarlige og afdelingens konsulenter.

Vi tilbyder en fuldtidsstilling med attraktive løn- og ansættelsesvilkår iht. overenskomst mellem Frie Skolers Lærerforening (FSL) og foreningens konsulentklub. Konsulenterne er ansat uden højeste tjenestetid, men med udgangspunkt i en 35 timers arbejdsuge. Pr 1. oktober 2018 er den årlige start- og slutløn kr. 486.000 hhv. kr. 602.000 i runde tal. Frie Skolers Lærerforening betaler et pensionsbidrag på 16,9 % til vores pensionsordning. Hertil kommer en række attraktive medarbejderordninger, blandt andet kantine, zoneterapi/massage m.v.

Du skal bo i pendlerafstand fra Risskov, hvor din daglige arbejdsplads vil være. Desuden skal du være indstillet på, at der i perioder kan være en del rejseaktivitet og arbejde på skæve tider.

Ansøgning

Mail din ansøgning med de relevante bilag i pdf-format til kommunikation@fsl.dk senest den 17. december 2018 kl. 8.00. Vi udvælger og indkalder kandidater til samtaler senest den 21. december og gennemfører samtalerne den 8. og 9. januar 2019. En eventuel anden samtalerunde vil finde sted den 21. januar 2019.

Tiltrædelse hurtigst muligt.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Mikkel Hvid på mhv@fsl.dk eller på mobil 2268 0099.


Frie Skolers Lærerforening er fagforening for 10.000 lærere og børnehaveklasseledere på de frie grundskoler og efterskoler. Foreningens sekretariat ligger på Ravnsøvej 6 i Risskov og beskæftiger cirka 40 medarbejdere. Læs mere på vores hjemmeside www.fsl.dk.

Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.