Jobannonce: Strategisk økonomikonsulent med fokus på Senior- og Handicapområdet til Budget og Analyse

Fredericia Kommune

Strategisk økonomikonsulent med fokus på Senior- og Handicapområdet til Budget og Analyse

Vi søger en kandidat med samfundsvidenskabelig eller økonomisk baggrund, som får ansvaret for at understøtte den strategiske økonomistyring på Senior- og Handicapområdet i et tæt samarbejde med direktør og koncernchef. I Fredericia arbejder vi med økonomien i et helhedsorienteret perspektiv, og du skal indgå i samarbejder på tværs af organisationen.

Opgaverne spænder over strategisk økonomisk sparring med kommunens ledelse, budgetlægning, budgetopfølgning, udarbejdelse af sager til det politiske niveau, deltagelse i tværgående analyser af økonomisk karakter og formidling af økonomiske problemstillinger. Vi arbejder med ledelsesinformation og har fokus på at skabe gennemsigtighed og god økonomistyring på området.