Jobannonce: Social- og sundhedsassistent eller pædagog til bostedet Nygårdsvej

Esbjerg Kommune

Social- og sundhedsassistent eller pædagog til bostedet Nygårdsvej

Bostederne Nygårdsvej og Sjællandsgade søger en engageret Social- og Sundhedsassistent eller pædagog hurtigst muligt. Stillingen er på 30 timer med skiftende arbejdstider – dag, aften og hver 2. weekend samt evt. nattevagter ved sygdom, ferie osv. Den nuværende tjenesteplan indeholder fortrinsvis dag- og aftenvagter på Nygårdsvej, men vi arbejder på tværs i husene, så du skal også være interesseret i at arbejde på Bostedet Sjællandsgade.

Nygårdsvej og Sjællandsgade er bosteder under serviceloven §85 og boligloven §105. Nygårdsvej tilbyder støtte mellem kl. 8:00-22:00 til 9 beboere med dobbeltdiagnose, dvs. både en sindslidelse og evt. et aktivt misbrug. Sjællandsgade tilbyder støtte i hele døgnet til 12 beboere.

Bostedernes primære formål er at skabe rammer for beboerne, så de får mulighed for at blive understøttet i mestring af eget liv.