Jobannonce: Hovmester til Søfartsstyrelsens inspektionsfartøj

Søfartsstyrelsen

Hovmester til Søfartsstyrelsens inspektionsfartøj

Korsør

Vil du være en del af vores besætning, hvor fokus på kvalitet og gode råvarer er i højsædet? Så har vi et spændende job med en attraktiv tørn som hovmester på vores skibe I/F Poul Løwenørn og I/F Jens Sørensen.

Inspektionsfartøjerne Poul Løwenørn og Jens Sørensens hovedopgaver er drift og vedligehold af flydende afmærkning samt søfyr. Desuden udføres vragafsøgning og farvandsinspektioner samt ad hoc-opgaver til søs. Jens Sørensen udfører desuden søopmåling.

Vi er en uformel arbejdsplads med højt til loftet, og vi vægter det gode kollegaskab. Der er rig mulighed for variation og udfordring i arbejdsopgaverne, hvor vi samtidig tilbyder en familievenlig tørn.

Dine primære opgaver bliver tilberedning samt servering af mad ombord for skibenes besætninger. Da livet på et skib ofte er uforudsigeligt, skal du besidde en vis fleksibilitet og vide, at spisetiderne nogle gange skrider.