Jobannonce: Testansvarlig og tester til team IT-udvikling

Erhvervsstyrelsen

Testansvarlig og tester til team IT-udvikling

København

Vil du være med til at teste og forankre løsninger i Erhvervsstyrelsen? Er du samtidig god til at kommunikere, samarbejde og er struktureret i din opgavetilgang, er du måske vores nye testansvarlige eller tester i IT-udvikling.

Som testansvarlig vil du få ansvaret for test- og prøveaktiviteter i Erhvervsstyrelsens projekter, og som tester vil du få ansvaret for test- og kvalitetssikring i Erhvervsstyrelsens projekter. Gældende for begge stillinger er, at der ligeledes vil indgå vedligehold, og at test- og prøveaktiviteter/kvalitet følger Erhvervsstyrelsens teststrategi.

Begge stillinger er forankret i team IT-udvikling, hvor du i samarbejde med yderst dedikerede og kompetente kolleger skal sikre, at systemer bliver testet og prøvet med udgangspunkt i risikominimering. Du bliver en del af den indarbejdede agile proces, som vi anvender til at drive projekter/vedligeholdsopgaver.