Jobannonce: Uddannelsesleder til datamatiker og softwareudvikling

Erhvervsakademi Aarhus

Uddannelsesleder til datamatiker og softwareudvikling

Der er stor efterspørgsel på kompetente it-medarbejdere, og de videregående uddannelser på Erhvervsakademi Aarhus uddanner til en bred vifte af de opgaver, branchen har brug for. På grund af vækst og igangsætning af nye uddannelser på området søger vi en engageret uddannelsesleder til to af vores it-uddannelser. Jobstart er 1. januar 2018 eller efter nærmere aftale.

Jobbet som uddannelsesleder omfatter personaleledelse samt koordinering og udvikling af professionsbacheloruddannelsen i softwareudvikling og datamatikeruddannelsen.

Du bliver ansvarlig for den daglige ledelse og planlægning af uddannelserne i samarbejde med uddannelseschefen for kompetencecentret, som du refererer til. Du får ca. 12-15 medarbejdere, der refererer til dig. Du skal desuden undervise på en af akademiets uddannelser ca. 30-40 % af din arbejdstid.