Jobannonce: Vi søger en bager og konditor til London

Lagkagehuset

Vi søger en bager og konditor til London

Briterne er vilde med dansk bagværk og har taget overvældende godt imod Lagkagehuset i London, hvor de kender os under vores internationale navn OLE & STEEN. Da vi snart åbner vores tredje (og fjerde og femte…) bageri i metropolen, søger vi en faglært bager og en faglært konditor til vores UK-team.

Som bager og konditor i OLE & STEEN er det vigtigt at du har en høj faglig stolthed og et æstetisk blik. Vi laver mange af de samme brød og kager som i Lagkagehuset i Danmark – nogle har fået et engelsk navn, andre kalder vi det samme.

Du bliver en del af vores team på 10 bagere og konditorer, der møder mellem kl. 1 og 3 om natten i vores centrale bageri. Det er selvfølgelig en fordel at tale flydende engelsk, men briterne er meget overbærende når vi leder lidt efter ordene, så lad dig endelig ikke skræmme af dette.