Jobannonce: Studentermedhjælper til FE’s sektor for kontraterror

Forsvarets Efterretningstjeneste

Studentermedhjælper til FE’s sektor for kontraterror

København

FE søger en studentermedhjælper, der skal understøtte analytikerne i FE’s sektor for kontraterror i deres daglige arbejde på et af FE’s højst prioriterede områder. Har du interesse for international terrorisme og sikkerhedspolitiske forhold generelt, og trives du med at skabe overblik og er god til at samarbejde – kan dette være noget for dig.

Stillingen henvender sig til dig, der gerne vil udvide din viden om samfunds- og terrorrelaterede forhold i Mellemøsten og vesten.

Du kommer til at arbejde med strukturering af store mængder af informationer i FE’s analysestøtteværktøj og medvirke til at indarbejde det i analytikernes daglige arbejde. Videre vil du aktivt skulle bidrage til analytikernes produkter til nationale myndigheder og internationale samarbejdspartnere gennem idéudvikling, research og sparring.