Jobannonce: Team Selskabskontrol i Erhvervsstyrelsen søger engagerede kollegaer til at sikre gennemsigtighed og bekæmpe svindel i danske virksomheder

Erhvervsstyrelsen

Team Selskabskontrol i Erhvervsstyrelsen søger engagerede kollegaer til at sikre gennemsigtighed og bekæmpe svindel i danske virksomheder

København

Har du lyst til at få praktisk erfaring med selskabsretten og udvikle dig til faglig ekspert i selskabskontrol? Vil du være med til at bekæmpe svindel gennem danske virksomheder og sikre gennemsigtighed i driften heraf?

Team Selskabskontrol arbejder med at sikre regelefterlevelse på det selskabsretlige område og har særligt til formål at bekæmpe, at danske selskaber stiftes og drives med svig for øje. Det er et område, der står højt på den politiske dagsorden, og hvor nye digitale muligheder skaber løbende udvikling af området.

Vi søger juridisk skarpe kollegaer, der vil arbejde med forskelligartede opgaver og kontrol indenfor selskabsretten. Du kommer særligt til at indgå i styrelsens kontrolarbejde i forhold til reglerne om reelle ejere samt bekæmpelse af stråmænd.