Jobannonce: Kørelærer til HandicapBilistCentret i Rødovre

HandicapBilistCentret

Kørelærer til HandicapBilistCentret i Rødovre

Har du lyst til at arbejde i en unik non-profit-sundhedsorganisation, som er førende inden for undervisning og afklaring i forhold til bilkørsel for personer med funktionsnedsættelse? Og kunne du tænke dig at hjælpe borgere med handicap til at komme bag rattet og blive selvkørende?

Som kørelærer i HandicapBilistCentret vil din primære opgave være at tilrettelægge og gennemføre teori- og køreundervisning for elever med særlige behov, herunder lære dem at betjene vores specialindrettede skolevogne.

Yderligere skal du gennem køretest foretage afprøvninger og hjælpe med at afklare borgeres kognitive funktion i forhold til videre bilkørsel, fx efter en blodprop i hjernen eller ved sygdomme som sklerose og demens.