Jobannonce: Institutdirektør

Danmarks Tekniske Universitet

Institutdirektør

Kongens Lyngby

Ser du dig selv som stærk leder med gennemslagskraft og vil du være med til at drive et etableret institut med et stærkt og levende forskningsmiljø, der udvikler nogle af de vigtigste teknologier for fremtidens samfund? Vil du bidrage til at løfte problemer og udfordringer fra andre fagområder ind i en virtuel verden, hvor vi kan lave modeller, beregninger og simuleringer? Så er dette job måske noget for dig.

Du vil få det overordnede ansvar for udviklingen af instituttet og for, at vores strategi er relevant og understøtter DTU’s overordnede mål om teknologi for mennesker. DTU Compute leverer også undervisning og kurser til DTUs uddannelser, og sammen er vi med til at uddanne ingeniører også inden for DTU Computes fagområder. Sammen med vores studerende skaber vi viden og innovation, så vi kan udvikle fremtidens samfund.