Jobannonce: Politisk konsulent

Danske Regioner

Politisk konsulent

København

Vil du være med til at fremme den grønne omstilling i regionerne og bidrage til at nå Danmarks ambitiøse klimamål? Kan du bidrage til politiske dagsordener, der understøtter regionernes klimaindsats? Og kan du bruge dit netværk strategisk i jagten på de langtidsholdbare klimaløsninger? Så er du måske vores nye kollega på klimaområdet.

I stillingen vil du skulle arbejde med en bred vifte af opgaver, der spænder fra udvikling af politiske positioner, interessevaretagelse, kommunikation, politisk sekretariatsbetjening og analysearbejde, til medlemsaktiviteter, herunder at understøtte videndeling mellem regionerne.

En central opgave er at varetage regionernes interesser i forhold til relevante ministerier og organisationer. Det kræver, at du har godt styr på de politiske dagsordener, og hvordan vi regionalt kan spille ind i dem. Det er også vigtigt, at du bruger og udvikler dit netværk til forskellige interessenter på området.