Jobannonce: Socialrådgiver/socialformidler til Merudgifter og Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)

Frederiksberg Kommune

Socialrådgiver/socialformidler til Merudgifter og Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)

Vi søger pr. 1. januar 2022 en erfaren kollega, som har lyst til at fordybe sig i sager vedrørende servicelovens § 96 (Borgerstyret Personlig Assistance) og servicelovens § 100 (Merudgifter), som har god energi og gåpåmod, og som vil være med til at optimere og udvikle på området.

Dine arbejdsopgaver:

  • Sagsbehandling af ansøgninger efter Serviceloven § 96 og § 100
  • Udarbejdelse af afgørelser og handleplaner
  • Opfølgning på igangværende sager

Du kommer til at arbejde tæt sammen med tre kolleger, som udgør vores specialiserede gruppe på disse to bestemmelser i serviceloven. I denne gruppe er der ikke individuelle ”sagsstammer”. Gruppen har i stedet et fælles ansvar for alle sagerne. Gruppen er en del af et større team på 14 sagsbehandlere, som beskæftiger sig bredt med det specialiserede voksenområde.