Jobannonce: Ledelses- og organisationskonsulent - til UCN act2learn

Professionshøjskolen UCN

Ledelses- og organisationskonsulent - til UCN act2learn

Aalborg

Ønsker du at gøre en positiv forskel, og motiveres du af at udvikle mennesker og organisationer? Bevæger du dig smidigt mellem positionerne som underviser og proceskonsulent? Har du et godt blik for organisatoriske processer? Vi søger en kollega med stor konsulent- og eventuel ledelseserfaring, som besidder et stort personligt drive og som har lyst til at arbejde med mennesker og processer.

Du bliver en del af vores konsulentteam i UCN act2learn Ledelse og Organisation, som bredt beskæftiger sig med medarbejder-, ledelses- og organisationsudvikling. Dette både på vores formelle uddannelser samt i skræddersyede konsulentopgaver for vores kunder. Vi er alle optagede af, hvordan vores ydelser kan bidrage til at skabe værdi i de organisationer, som vi samarbejder med og brænder for at skabe en forskel.