Jobannonce: Konsulent til Strategi og Kommunikation

Vordingborg Kommune

Konsulent til Strategi og Kommunikation

Vi opruster på de opgaver, der ligger i snitfladen mellem kommunikation, udviklingsprojekter og politisk interessevaretagelse. Derfor skal vi bruge en ny kollega, der kan bidrage med både analytisk sans og en skarp pen.

Du kommer til at arbejde i kommunikationsteamet i Afdeling for Strategi & Kommunikation på Vordingborg Rådhus, hvor vi arbejder med områder som erhverv, turisme, bosætning, Møn UNESCO Biosfære, politisk interessevaretagelse, nærdemokrati, tværgående projekter og direktionsbetjening.

Kommunikationsteamet er sammen om at løse opgaverne, men har hver især specifikke ansvarsområder, som man har ekstra fokus på. Denne stilling er knyttet tæt til hjemmesiden og driften af den. Det handler for eksempel om at skabe data på trafikken, fejlrette og udvikle siden sammen med vores CMS-leverandør og have kontakten til redaktørerne ude i afdelingerne, som har brug for kompetent rådgivning.