Jobannonce: Studie- og karrierevejleder søges til Studievalg Danmark, Center Sjælland

Studievalg Danmark

Studie- og karrierevejleder søges til Studievalg Danmark, Center Sjælland

Næstved

Har du lyst og kompetencer til at vejlede unge og voksne om valg af videregående uddannelse og erhverv? Trives du i en omskiftelig hverdag, hvor du både skal arbejde selvstændigt og har opgaver, der løses i fællesskab med andre?

Studievalg Danmark laver studie- og karrierevejledning om valg af videregående uddannelse og efterfølgende beskæftigelse. Hovedfokus er vejledning på ungdomsuddannelser, men vi vejleder også unge og voksne uden for ungdomsuddannelserne.

Som vores nye studie- og karrierevejleder bliver du tilknyttet en række ungdomsuddannelser, hvor du i samarbejde med skolerne skal vejlede alle elever efter en aftalt plan. Vejledningen foregår kollektivt, gruppevis og individuelt. Du skal endvidere deltage i udviklingen af vejledningen og i den individuelle vejledning på vores satellitter rundt om i regionen.