Jobannonce: Absalonskolen søger pædagogisk leder til SFO og indskoling

Holbæk Kommune

Absalonskolen søger pædagogisk leder til SFO og indskoling

Kan du se vigtigheden i at skabe sammenhæng for børn i alderen 5-10 år? Og tør du slippe styringen, sætte ideerne fri og indgå i processer med medarbejdere, elever og forældre som led i frihedsforsøget Børnenes skole? Så er det måske dig, vi mangler som pædagogisk leder til SFO og de første årgange på Absalonskolen.

Vi søger en pædagogisk leder, der kan indgå i skolens ledelsesteam og kan understøtte og styrke skolens og SFO’ens pædagogiske udvikling. Vi har brug for dig, der har ambitioner om, at alle børn i både skole og SFO’en skal opleve et fedt miljø, hvor de lærer, trives og får oplevelsen af at være en del af et fællesskab.

Du har ansvaret for skolens SFO og klub fra 0 .-7. klassetrin. I SFO arbejder vi med det mål at styrke fællesskabet samt barnets selvværd og selvtillid. Vi har et tæt samarbejde mellem personalet i skole og SFO omkring fælles værdier og mål.