Jobannonce: Ressourcepædagog til 0-5 års området

Ballerup Kommune

Ressourcepædagog til 0-5 års området

Vil du sætte din faglighed i spil og være med til at udvikle stærke fællesskabende udviklings- og læringsmiljøer for børn i Distrikt Måløvhøj? Så er det lige dig vi søger - stillingen er på 37 timer pr. uge med tiltrædelse den 1. juli 2021.

Din opgave som ressourcepædagog bliver at arbejde tæt og eksperimenterende sammen med det pædagogiske personale i børnehusene, samt med andre tværfaglige samarbejdspartnere. Praksisfællesskabet tager afsæt i den systemiske og anerkendende tilgang, hvor du sætter din egen faglighed i – og på – spil sammen med kolleger og samarbejdspartnere, for at se efter sammenhænge og meningsgivende helheder i børns liv.

Som ressourcepædagog faciliterer du udvikling af det pædagogiske læringsmiljø via egen praksisnær deltagelse, refleksiv og didaktisk sparring og vidensdeling med det pædagogiske personale.