Jobannonce: Pædagog søges til ny vuggestuegruppe i Hundested Børnehus

Halsnæs Kommune

Pædagog søges til ny vuggestuegruppe i Hundested Børnehus

Vi har pr. 1. april 2021 startet en ny vuggestuegruppe op, så derfor søger vi en pædagog pr. 1. juli 2021 på 32-37 timer.

Hundested Børnehus er et bæredygtigt byggeri på 2000 m2 med masser af dagslys, god fysisk plads og spændende miljøer, både ude og inde. Vi har også en satellit enhed ”højen” der ligger få hundrede meter væk.

I børnehuset har vi 99 børnehavebørn, 50 vuggestuebørn og 12 børnehavebørn med særlige behov. Derudover har vi også 40 børn i dagplejen, som har deres legestue i børnehuset og det er også her vi modtager de børn, hvor deres dagplejer f.eks. har ferie eller ved sygdom.

Vi kan virke som et stort hus, men vi arbejder med ”det lille i det store”, og derfor er vi opdelt i 4 afdelinger. I 3 af afdelingerne er der vuggestuegrupper og børnehavegrupper og i den 4 gruppe har vi samlet alle vores storgruppebørn.