Jobannonce: Forstander til AKU-centeret

Frederikssund Kommune

Forstander til AKU-centeret

Som forstander for AKU-centeret bliver du leder for 70 dygtige medarbejdere og ledere, og til AKU-centeret er der tilknyttet 200 borgere fra 19 forskellige kommuner på Sjælland.

De sidste par år er der sat mange organisatoriske indsatser i gang på AKU-centeret, hvilket har medvirket til, at organisationen nu befinder sig et rigtig sundt sted. Det betyder, at du vil lande i en organisation, som er mere end klar til at tage imod en forstander, som kan fokusere på at skabe faglig samling for de fem matrikler, og skabe ro til at implementere de gode tiltag som allerede er sat i værk.

Din første opgave som forstander bliver at være med til at ansætte en ny daglig leder – du får altså helt fra starten mulighed for at være med til selv at sætte en del af dit lederteam på AKU-centeret.