Jobannonce: Direktør

Billund ErhvervsFremme

Direktør

Billund Kommune er en af landets helt store erhvervskommuner, og du har nu muligheden for at spille en markant rolle i erhvervsudviklingen. Erhvervslivet er i en spændende udvikling, og potentialerne er store. Er du en dygtig leder og en gudsbenådet netværker, er denne stilling måske interessant for dig.

Billund ErhvervsFremme søger en ny direktør. Du bliver ansvarlig for foreningens samlede drift og fortsatte udvikling og skal sammen med medarbejderne servicere, støtte og sparre med de mange forskellige medlemsvirksomheder.

Du skal sikre et fortsat fokus på udviklingen af iværksættermiljøet, på de nyligt etablerede advisory boards, på eksisterende og fremtidige partnerskaber og have øje for at udvide viften af tilbud og professionelle relationer til fordel for både medlemsvirksomhederne og alle Billund Kommunes erhvervsdrivende som helhed.