Sådan rammer du plet med din jobannonce

- brug guiden her og undgå faldgruberne

Jobannoncer vurderes meget skarpt af læserne. Kandidaterne ønsker nemlig på få sekunder at kunne forholde sig til virksomheden og jobbet. Brugen af visuel kommunikation i jobannoncer er med til at skabe den essentielle helhed, kandidaterne reagerer positivt på. Følger du vores guide, får du det bedste udgangspunkt for succes.

Få inspiration her, og hvis du har brug for hjælp, så tag fat i din kontaktperson eller se vores løsninger her.

Det visuelle

Læs mere om de 5 vigtigste punkter

Kandidater søger ofte at få en mavefornemmelse for, om jobbet eller virksomheden er noget for dem. Selv virksomheder med stor kendskabsgrad oplever øget interesse, når det visuelle er tænkt med på den rigtige måde.

Du får flere klik og øget opmærksomhed ved brug af visuelle virkemidler.

Billeder og video gør dig nærværende

Hele 84% af Jobindex-brugerne foretrækker at søge jobbet hos virksomheden med billede i annoncen frem for den uden.

Velvalgte billeder og video giver opmærksomhed og signalerer imødekommenhed.

Husk dog så vidt muligt at undgå stockfotos, da de oftest opfattes som utroværdige.

Interessen øges hos både ukendte og kendte virksomheder

Kandidater vil arbejde dér, hvor de kan udvikle sig.

Ved brug af visuelle virkemidler synliggør du bedre jobbets karakter og virksomhedens værdier.

For ukendte virksomheder vil et logo i sig selv ikke øge interessen.

Og selv hos kendte virksomheder vil velvalgte billeder/video give positivt udslag.

Virksomhedens image kan flyttes via jobannoncen

Kandidaterne læser altid mellem linjerne.

En skidt udført jobannonce kan efterlade fornemmelsen af, at virksomheden er støvet og uambitiøs.

En godt udført jobannonce kan udstråle udvikling, vilje og en imødekommende kultur.

Brug derfor de visuelle virkemidler, der passer bedst til situationen.

Glem ikke, hvad stop-effekt betyder

Blikfanget i annoncestrømmen højnes markant, når der er billede på.

Gør kandidaterne ikke stop hos dig med det samme, koncentrerer de sig oftest om dine konkurrenter i stedet.

Det tager kun et sekund at scrolle videre til næste annonce – det visuelle betyder mere, end du måske tror.

Udvælg, hvad du vil kommunikere

De visuelle virkemidler må ikke skabe rod. Og du får ikke mere ud af at anvende hele paletten på én gang – tværtimod kan det ødelægge forståelsen.

Match din målgruppe, så der er en sammenhæng mellem billeder og budskaber, der gavner relevans og forståelse.

I Specialopsætningen, som brugeren ser på søgeresultatsiden, skal du holde fokus på jobbet. Når kandidaten har klikket ind på selve jobannoncen, kan du dykke ned i flere signaler om fx værdier, kultur, opgaverne, teamet og udviklingsmuligheder.

Det skriftlige

5 tips til den gode jobannonce

Jo mere konkret du kan være i jobbeskrivelsen, des nemmere bliver det for kandidaten at vurdere, om jobbet er relevant.

Husk også at oversætte de slidte klichéer til ord og udtryk, der siger noget om jobbet, kandidaten eller jer som virksomhed. Sæt dig i kandidaternes sted, og tænk på, hvad der skal få netop de kandidater, du vil have fat i, til at søge jobbet.

Kandidaten er måske allerede i et lignende job, så hvorfor skal han eller hun sige op og søge hos dig?

Brug den vigtigste plads rigtigt

Starten af jobannoncen er afgørende for, om kandidaterne læser videre.

Giv derfor jobannoncen en præcis og letforståelig jobtitel i overskriften, og brug de første par linjer/underoverskriften på at fortælle det bedste ved jobbet eller arbejdspladsen.

OBS Undgå for interne/kreative jobtitler samt generelle indledninger som ”Søger du nye udfordringer?

Beskriv jobindholdet

Giv kandidaten et helhedsbillede af jobbet, og fokusér på konkrete arbejdsopgaver og ansvarsområder – især, hvis I er en mindre kendt virksomhed.

Beskriv den hverdag, kandidaten kommer ind i, samt om der er perspektiver i jobbet. Afsnittet skal fylde mindst 1/4, men helst 1/3 af jobannoncen.

Opstil realistiske forventninger til kompetencer

Vær realistisk i dine ønsker til faglige og personlige kompetencer.

Opstil 2-4 faglige kompetencer, og udvælg nogle, der er unikke for præcis dette job i netop din virksomhed – undgå fx at søge efter en regnskabsassistent med ”flair for tal”, eftersom man nok har det, hvis man vælger at arbejde med regnskaber.

Hvis du vil have de personlige kompetencer med, så udvælg igen nøje dem, der er nødvendige for at blive en succes i jobbet.

Fortæl om jeres kultur

Over tid kan din virksomheds image påvirkes via jobannoncen. Så fortæl om afdelingen, jeres kultur, vision og strategier – og kom også gerne ind på de blødere værdier.

Og hvad er der fx af attraktive personalegoder udover lønnen?

Link eventuelt til jeres hjemmeside, hvis I har samlet informationerne der.

Gør det læsevenligt, og benyt dig af mediet

Skriv korte sætninger og korte afsnit af maks. 3-4 linjer.

Giv hvert afsnit en sigende overskrift.

Benytter du punktform, så opstil ikke mere end 5 i samme afsnit. Undgå passive formuleringer, og brug ”du” i stedet for ”man” eller ”den rette kandidat”.

Brug relevante links i jobannoncen til at fortælle det, du ikke har plads til i brødteksten eller som en service til kandidaterne – fx årsrapporten, presseomtale, et kort eller Rejseplanen.


Læs også

Sorter artikler efter emne.