Fonden Drive - School Of Motivation

For børn med særlige behov kan livet være fyldt med store udfordringer. Udfordringer, som igen og igen skaber afmagt og konflikter hjemme og i skolen. De føler sig udenfor. De er skoletrætte. De holder op med at gøre en indsats.

Hos Drive løfter vi børn mod øget trivsel. Vi arbejder med børnenes personlige, sociale og faglig motivation, så de får lyst til at deltage og ikke giver op overfor sig selv, vennerne eller skolen. Og når motivationen er genfundet, så ved vi, at leg og samskabelse som metode skaber de bedste forudsætninger for indlæring og venskaber.

Vi vil være en ”flagship school”. Vores eget drive er at dele vores viden og metoder nationalt og internationalt, så børn får den bedst mulige skolegang. Vi vil bidrage til, at skoleforhold og støtten til børn med særlige behov forbedres, uanset hvor i verden de bor, og hvad deres baggrund er.

Drive er en not-for-profit fond. En fond, hvor vi er dedikeret til at skabe optimale betingelser for læring og udvikling til børn med særlige behov. Vi starter Drive det mest naturlige sted i verden – i Billund, Børnenes Hovedstad/Capital of Children. Et sted hvor partnerskaber og samskabelse er den naturlige tilgang til arbejdet med børn, leg og læring, og et sted hvor international forskning og praksis går hånd i hånd.