Danish International Adoption S/I

Hvem er vi

DIA – Danish International Adoption er Danmarks eneste formidlingsorganisation for internationale adoptioner og har hovedkontor i Holte, nord for København, samt en mindre afdeling i Århus.

DIA er en uafhængig, selvejende institution, der er akkrediteret af Social- og Ældreministeriet. Rammerne for DIAs arbejde er nærmere reguleret i akkrediteringsvilkårene mellem DIA og Ankestyrelsen.

DIA er blevet til gennem en fusion i januar 2015 af de to formidlingsorganisationer AC Børnehjælp og DanAdopt.

DIAs opgave er at sikre den bedste opvækst for børn, der ikke har mulighed for at vokse op i en familie i deres eget land eller kommer fra socialt trængte kår. Det gør vi ved at formidle internationale adoptioner til danske adoptanter, når der ikke er andre muligheder for at give barnet en familie samt trygge og stabile sociale relationer i hjemlandet.

Organisation

DIA ledes af en bestyrelse, der er organisationens højeste myndighed, og som lægger de økonomiske og etiske rammer for arbejdet.

DIA er organiseret i et rådgivningsteam samt en række adoptionskoordinatorer, der varetager det daglige formidlingsarbejde.

- Rådgivningsteamet er ansvarlig for visitation ved valg af land samt for afholdelse af informationsmøder. Teamet fungerer også som socialfaglige konsulenter internt i huset.

- Adoptionskoordinatorerne er ansvarlige for ét eller flere lande og står for kontakten til afgiver landene, kontakten med familierne, sagsbehandlingen, landemøder, nyhedsbreve, skriftligt materiale om landene, landeprocedurer og rejsekoordinering m.m.

Direktionen, administration- og økonomiafdelingen varetager funktioner og opgaver af mere tværgående karakter.

Derudover har DIA et tæt samarbejde med et antal børnelæger.

DIA formidler i øjeblikket internationale adoptioner fra følgende lande: Burkina Faso, Filippinerne, Indien, Madagaskar, Sydafrika, Sydkorea, Thailand, Taiwan og Tjekkiet.

DIAs sagsbehandlere har indgående kendskab til international adoption, herunder lovgivning og grundlæggende principper på adoptionsområdet i Danmark og de steder, som organisationen samarbejder med, herunder Haagerkonventionen, FNs Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Værdier

DIAs grundholdning og værdier bygger på, at adoptionen skal være til gavn for barnet, at barnets tarv altid kommer først, og at vi altid arbejder efter subsidiaritetsprincippet.

Subsidiaritetsprincippet betyder, at et barn skal hjælpes så nær på sin familie og sit hjemland som muligt. En bortadoption fra hjemlandet skal derfor altid være den absolut sidste mulighed for at sikre barnet en familie og trygge, sociale rammer.

I praksis betyder subsidiaritetsprincippet, at myndighederne i barnets hjemland skal vurdere, om det er bedst for det enkelte barn at blive flyttet fra sit land og sin familie, eller om der i hjemlandet findes gode, alternative muligheder for barnet, når barnet ikke har mulighed for at være hos sine forældre. Derfor hjælper DIA blandt andet også med økonomisk bistand i flere lande med at skabe alternative løsninger til adoption, som kan give det enkelte barn den bedste opvækst i hjemlandet.

For at sikre, at adoptionerne gennemføres på et solidt, legalt grundlag arbejder vi naturligvis i overensstemmelse med lovgivningen de steder, som vi arbejder med. Det er en vigtig forudsætning, at samarbejdslandene altid har en gennemskuelig og åben adoptionsformidling.