Sexede revisorer


Sexede revisorer

Af Else Fergo

Hvad har Johnny Depp, Jack Nicholson, og Bond-baben Eva Green til fælles? De har alle spillet en filmrolle som revisor. Det samme har Renee Zellweger, Jennifer Connelly, Monty Python, og mange flere.

På trods af forbavsende mange prominente skuespillere og mere end 26 revisor-roller på film siden 1971, er der stadig en række nedslående fakta forbundet med portrætteringen af talknuserne.

Rob Lewis har med titlen "Accountants In The Movies" udarbejdet en liste over revisorernes rolle på film i de sidste 36 år. Lewis opremser de 26 film og knytter til hver titel en kort kommentar omkring det billede, der tegnes af filmens revisor. Ud fra resultatet konkluderer han, at mandlige revisorer oftest bliver fremstillet som kedelige, neurotiske, korrupte og dysfunktionelle (og når det ikke er tilfældet flopper filmen). Kvindelige revisorer, derimod, er helt ok.

Nederst på listen over sexede job
For nyligt viste en svensk undersøgelse blandt 1260 kvinder, foretaget af kvinde-magasinet Tara, at det mest sexede erhverv til mænd er brandmand. Også en lægekittel eller en politiuniform kan gøre knæene svage hos det bløde køn. I den anden ende af listen sprang revisoren i øjnene med sin bundplacering som nr. 20. Selvom det er fint, at erhvervet trods alt er repræsenteret på listen, kommer det for mange ikke som en overraskelse, at der er langt til toppen.

Der er mange kvinder, der har svært ved at se det dampende uimodståelige ved revisorer, men det problem har erhvervslivet ikke. Hos Jobindex er de mest eftertragtede og hyppigst kontaktede CVér, ofte beklædt med revisor-titler. Disse kandidater bliver kontaktet med generøse jobtilbud flere hundrede gange i løbet af ganske få måneder. Der er ingen tvivl om, at revisor er noget af det mest sexede, man kan være på jobmarkedet, men ikke desto mindre er det altså svært for mange kvinder at forestille sig at blive taget med storm af en mand, bevæbnet med pc og lommeregner. Mandlige revisorer opfattes generelt som kedelige, noget der illustreres ætsende med vittigheder som denne:

Hvad siger en revisors kone, når hun ikke kan sove?
"Skat, fortæl mig om din arbejdsdag"

Læs interview med den bestemt, ikke kedelige Revisor Bjarne Aalbæk her

"Hvis du rækker en hånd i vejret, får du det job, du vil have"
Antallet af ansøgere til revisoruddannelsen steg fra 349 i 2005 til 470 i 2006, og der er i øjeblikket næsten 4.500 beskikkede revisorer i Danmark. Til gengæld er antallet af færdiguddannede registrerede revisorer (de udgør ca. halvdelen af de beskikkede revisorer) meget lavt, og har været faldende indenfor de seneste par år. Tallet ligger i øjeblikket kun på mellem 10 og 20, samtidig med at der er en stor afgang af registrerede revisorer, som går på pension, fortæller Jan Wie, kommunikationschef hos Foreningen Registrerede Revisorer:
"Revisionsbranchen skriger på arbejdskraft, hvilket gælder i hele landet. Rekrutteringsselskaberne har meget svært ved at besætte de jobs, som de bliver bedt om at finde revisorer til. .Hvis du rækker en hånd i vejret, får du det job, du vil have. fortæller vores konsulenter."

Virkeligheden er en hel anden i dag
Der er ikke lavet nogen jobtilfredshedsundersøgelser blandt revisorer, men generelt fornemmer Jan Wie at de fleste er glade for, og stolte over, at være revisorer. Konfronteret med det billede der ofte tegnes af revisorer, fx på film, svarer han: "Det er efter vores opfattelse karikeret og overdrevet. I gamle dage kan det være, at der var noget om snakken, og at fordommene havde hold i virkeligheden i den forstand, at det i høj grad var tal-folk, som sad bag et skrivebord og ikke havde kontakt med omverdenen. Det tiltrak og udviklede introverte personer. Men virkeligheden er en hel anden i dag. Som revisor taler du med rigtigt mange mennesker, og skal være disses rådgiver. Det betyder, at branchen har brug for en anden personprofil, selv om det selvfølgelig stadig er utroligt vigtigt, at troværdigheden er høj."

Selv om fordommene har været de samme i mange år, er Jan Wie overbevist om, at det vil ændre sig i en nær fremtid, fordi jobindholdet og funktionerne ændrer sig over imod rådgivning og sparring med kunder. Samtidig begynder revisorer at slå sig sammen i højere og højere grad, så de ikke længere sidder alene, men deler arbejdsdag med partnere, kollegaer og ansatte.

Charme, selvtillid og lækkert hår
Fremtidens revisorer er sociale, udadvendte dygtige kommunikatører, som ofte er i kontakt med mange forskellige mennesker. De har relationer præget af tillid og nær kontakt og begår sig i en lang række forskellige sammenhænge. Fremtidens revisor har charme, selvtillid (og lækkert hår), og vil uden tvivl kravle en hel del højere op på sexappeallisterne. Fremtiden er her allerede, og den svenske undersøgelse foretaget af Tara foregik faktisk blandt kvinder over 40 år. De yngre generationer er bedre opdateret med udviklingen, og før eller siden vil virkeligheden forhåbentlig også slå igennem til Hollywood, filmbranchen og de forældede fordomme.

Kilder:

Interview med Jan Wie, Kommunikationschef hos Foreningen Registrerede Revisorer. April 2008.
"Accountants in the movies" Af Rob Lewis:
http://www.accountingweb.co.uk/cgi-bin/item.cgi?id=180280&d=1032&h=1022&f=1026
Magasinet Tara: "Sveriges sexigaste män" http://www.tara.se/sveriges-sexigaste-man/