Jurist med interesse for energi- og forbrugerret

Vær med til at sikre forbrugernes rettigheder på det danske energimarked

Hos Energitilsynet arbejder vi med at understøtte en positiv udvikling af energimarkedet til gavn for konkurrencen, aktørerne og forbrugerne.

Der er en ledig stilling som jurist i Center for Ret og Administration. For stillingen gælder, at vi søger en fagligt stærk jurist med interesse for forvaltningsret og lyst til at fordybe sig i energiretten.

  • Du får en stilling, hvor du har mulighed for at dygtiggøre dig på forvaltningsretten, fordybe dig i energiretten og samtidig arbejde med den generelle forbrugerbeskyttelseslovgivning.
  • Du arbejder målrettet med at understøtte lige og ikke-diskriminerende vilkår for alle markedets aktører.
  • Du er med til at sikre et gennemsigtigt og konkurrencepræget elektricitetsmarked, til gavn for de danske forbrugere.
"Gennem dit arbejde får du både aktørernes, forbrugernes og myndighedernes syn på tingene. Så du får en helt unik indsigt i energiområdet og forbrugerretten, som man ikke får andre steder,

fortæller Søren, der har været jurist i Ret og Administration i snart 1 år.

Du arbejder for et velfungerende energimarked

1. april 2016 blev detailmarkedet for elektricitet underlagt et helt nyt markedsdesign, som Energitilsynet er med til at understøtte. Dette indebærer en ny ansvarsfordeling mellem aktørerne på energimarkedet. Vi har fokus på konkurrence, produktudbud, gennemsigtighed og forbrugerbeskyttelse. Arbejdet foregår i dialog med andre myndigheder, herunder Forbrugerombudsmanden, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerrådet og Energistyrelsen.

Når du begynder, vil du blive sat ind i lovgivningen, og du vil være med til at føre tilsyn med elhandlerne på et forvaltningsretligt grundlag bl.a. gennem stikprøver og andet opsøgende arbejde.

Vores tilsyn bygger i vidt omfang på dialog med elhandlere. Du arbejder hovedsageligt med sagsbehandling, som kan bestå af behandling af henvendelser fra forbrugerne eller el-handlerne.

Du varetager følgende opgaver:

  • Løbende vejledning af markedets aktører, herunder elhandlere og brancheforeninger.
  • Konkret sagsbehandling, herunder udfærdigelse af både mindre sekretariatsafgørelser og større energitilsynsafgørelser.
  • Tilsyn med gennemsigtighed og konkurrence på detailmarkederne, herunder nye virksomheders adgang til infrastrukturen på markedet.
  • Udarbejdelse af bekendtgørelser og løbende vurdering og analyse af lovgivningen.
  • Udarbejdelse af mindre analyser og rapporter af uhensigtsmæssige tendenser.
"Noget af det, der gør det spændende at komme på arbejde hver dag, er, at man har et godt mix af projektopgaver og nye henvendelser. Man ved aldrig, hvad der kommer,

fortæller Søren

Stort ansvar og konstant udvikling

Du får et stort fagligt ansvar i et område med hurtig udvikling. Reguleringen af energimarkedet ændres hele tiden, og Energitilsynet får løbende tilført flere opgaver.

Har du interesse for energiområdet og forbrugerbeskyttelse?

Vi lægger vægt på, at du har interesse for forbrugerbeskyttelse og måske endda også for energiretten. Vi ser gerne, at:

  • Du er cand.jur. - Du kan være nyuddannet eller have et par års erfaring fra en stilling med juridisk komplicerede sager.
  • Du har gode kommunikationsevner i skrift og tale på både dansk og engelsk.
  • Du er analytisk tænkende og har det godt med at tage ansvar og drive egne projekter.
  • Du er hurtig til at sætte dig ind i nye fagområder.

Kontaktpersoner

Pia Rønager
Rets- og Administrationschef
41 71 53 71
pr@energitilsynet.dk
LinkedIn profil

Er du interesseret?

Ønsker du at søge stillingen, bedes du fremsende en ansøgning, CV og relevante papirer, herunder eksamensbeviser for både bachelor- og kandidatuddannelse via nedenstående link til Energitilsynets rekrutteringssystem.

Ansøgningsfristen er den 22.03.2017 kl. 10.00.

Samtalerne forventes gennemført løbende. Tiltrædelse senest 1. maj 2017. Din ansættelse vil ske i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC.

Alle, uanset etnisk baggrund, alder og køn, opfordres til at søge.

Energitilsynet som arbejdsplads

Hos os træder du ind i et stærkt fagligt miljø, hvor du kan få en rigtig god start på din karriere. Her får du muligheden for at blive en dygtig sagsbehandler og en yderst attraktiv specialist inden for energiregulering.

Vi lægger desuden stor vægt på at have et godt kollegialt miljø. Derfor afholder vi en del sociale arrangementer både i og uden for arbejdstiden. For det er vigtigt for os, at vi lærer hinanden godt at kende og trives i hverdagen.

Læs mere

Vi er i alt ca. 65 medarbejdere i Sekretariatet for Energitilsynet. Vi har høje faglige ambitioner og engagerede medarbejdere. Det er vores vision at være kendt og anerkendt for faglighed, effektivitet, handlekraft og mod til nytænkning. Vores opgaver er krævende og komplekse, og vi har tæt kontakt til andre offentlige myndigheder og energibranchen. Vi har gode arbejdsforhold, herunder fleksibel arbejdstid, og vi lægger vægt på en god balance mellem arbejde og fritid. Vi tilstræber at skabe en hverdag med åben kommunikation og en god omgangstone blandt vores kolleger.

Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.