AfskedigelseJobglæde

Flere af­ske­di­gel­ser sætter fokus på processen

Afskedigelse er for de fleste forbundet med skam og følelsen af at blive kasseret. I fremtiden er der dog meget, der tyder på, at afskedigelser bliver mere almindelige, og vi derfor må vænne os til, at det ikke er usandsynligt at blive afskediget.
Job Vision - Center for Karriererådgivning  

Flere afskedigelser sætter fokus på processen

I takt med at afskedigelser bliver mere almindeligt, vil der i højere grad komme fokus på genplaceringsydelser, således at medarbejderne hjælpes videre til noget nyt. Man kan endda forestille sig, at visse medarbejdere enkeltvis eller i forbindelse med overenskomster vil kræve genplaceringsklausuler som en del af ansættelseskontrakten.

"Alle virksomheder i dag lever i en meget omskiftelig verden, hvor tingene ændrer sig, og hvor virksomheden løbende må tilrette strategien. En strategi kræver medarbejdere med bestemte faglige og personlige kompetencer, og når strategien skifter, kan det være nødvendigt at sige farvel til medarbejdere, som ikke har de rigtige kompetencer i forhold til den nye strategi", siger direktør Axel Ramsing, Job Vision.

Etik
I takt med et stigende socialt ansvar og et øget krav fra medarbejderne om gode arbejdspladser er mange virksomheder begyndt at interessere sig for afskedigelsesprocessen. Og der er faktisk mange gode grunde til at beskæftige sig med afskedigelsesprocessen.

Først og fremmest er der en række etiske grunde til at behandle sine medarbejdere godt - både mens de er i virksomheden, men også når de af den ene eller anden grund er nødt til at forlade den. Har en virksomhed et bestemt værdisæt, så må det selvfølgelig også gælde ved afskedigelser.

Derudover er der det forretningsmæssige aspekt. En ordentlig behandling af medarbejderne ved afskedigelser giver nemlig virksomheden et godt ry.

Endelig er der som et mix af de to ovenstående en tredje - helt konkret grund - til at hjælpe sine medarbejdere videre. Mange af de stillinger, som i disse år bliver nedlagt, fjernes nemlig, fordi maskiner overtager arbejdet, produktionen flyttes, afdelinger effektiviseres eller lignende. Derfor har mange opsagte faktisk svært ved at finde nye job, fordi tilsvarende job ikke længere findes. Der er derfor - for mange medarbejderes vedkommende - behov for, at de får hjælp til forandring, således at de kan komme i gang med noget andet.

Traume
Opsigelse føles ofte forskelligt fra person til person, men generelt kan man sige, at de fleste oplever en afskedigelse som traumatisk, og oplever, at identiteten som menneske ofte lider et alvorligt knæk.

"Typisk kan man sige, at jo ældre man er, og jo længere man har været i en virksomhed, jo hårdere er det at blive afskediget. Der kan imidlertid også være forskelle på medarbejdertyper. For de timelønnede har afskedigelser ofte været en naturlig ting. Når højsæsonen var ovre, eller når det dårlige vejr satte ind, så var der ikke mere arbejde. Derimod har funktionærgruppen ikke været vant til afskedigelser, og de tager derfor ofte en afskedigelse hårdere", fortæller direktør Bjarne Sunder, Job Vision.

Genplacering
Hvis en virksomhed ønsker at hjælpe medarbejderne på vej, kan det være en mulighed at købe en genplaceringsydelse hos en ekstern samarbejdspartner. Genplaceringsydelser er dyre, men hvis de skal hjælpe den enkelte, er det nødvendigt at arbejde individuelt, og det koster. Investeringen kan dog hurtigt vise sig at komme godt igen, hvis medarbejderne kommer i gang med nye job, og der gennem en ordentlig proces skabes et godt ry blandt kunder, potentielle ansøgere og tilbageblevne medarbejdere.

Fordelen ved at benytte en ekstern samarbejdspartner på dette felt er dels, at virksomheden får en kompetent samarbejdspartner, og dels at man køber en "neutral" ydelse. Genplaceringsfirmaet har ingen andel i det skete i virksomheden og kan derfor nemmere knytte kontakter til de opsagte medarbejdere, for der er ingen vrede og bitterhed imellem de to.

Afklaring
Når en medarbejder siges op og skal hjælpes videre til et nyt job, drejer det sig ikke bare om jobsøgning og afsendelse af et hav af ansøgninger. Forud for selve søgeprocessen går faktisk en lang afklaringsproces, hvor medarbejderen må gøre op med sig selv, om det i virkeligheden var det rigtige, han/hun lavede.

"Starten på et genplaceringsforløb er afklaring. For selv om det lyder hårdt, så må den enkelte opsagte jo erkende, at der var en årsag til, at det netop blev dem, der blev afskediget. Det kan være et spørgsmål om, at man simpelthen ikke er kommet på den rette hylde, og dermed ikke har været den bedste medarbejder, eller det kan - som det sker for en del ældre medarbejdere - være et spørgsmål om, at man måske er gået lidt i stå i sin udvikling, og derfor ikke længere er den eftertragtede medarbejder, man var engang", siger Axel Ramsing.

Alternativ karrierevej?
For de fleste mennesker er det vanskeligt at lægge livet om på meget afgørende punkter. Det er svært at skulle ændre erhvervskarriere. Karrieremæssig afklaring kræver motivation og selverkendelse, særligt når opsagte medarbejdere bliver tvunget af andre til at træffe et valg.

Et job skal ikke alene matche med ens faglige kompetencer. Personlighed og kultur spiller også en afgørende rolle i jobvalg og succesen deri. I forbindelse med genplaceringsydelser får opsagte medarbejdere hjælp til denne proces, hvor man gennem en styring af processen får individuel sparring til at træffe en række afgørende valg.

Dernæst må man undersøge, om det vil være muligt at finde et tilsvarende job, eller om man er inde på et felt, hvor jobbene bliver færre. Hvis denne afklaring viser, at man var i den rigtige "bås" og kan finde job, så kan man gå i gang med at søge, men hvis det viser sig, at det ikke er tilfældet, så må den enkelte i gang med at finde ud af, hvad man så skal lave.

"Hvis en medarbejder i mange år har arbejdet med det samme, kan det være meget vanskeligt at forestille sig, hvad man ellers kan give sig til. For mange er det også svært at se, hvilke kompetencer man har i forhold til nye job, idet man er så fokuseret på, at det man kunne relaterede sig til det gamle job. Denne afklaring er ofte vanskelig og ofte er det sværere jo ældre man er, og jo længere man har været i samme job. Det kan derfor være godt at få hjælp til denne proces, for det kan på egen hånd være svært at bearbejde det skete og samtidig fokusere på nye fremtidsmuligheder", fortæller Bjarne Sunder.

Et tilbud
En genplaceringsydelse skal altid være et tilbud. Man kan / skal ikke tvinge medarbejderen til at modtage ydelsen. For nogle kan det være imod deres vilje, mens det for andre kan være endnu et smertelig nederlag at skulle tage imod hjælp - enten personligt eller i forhold til kollegerne.

Måske er der også ved at ske et skred i holdningen på dette punkt, for det ses ofte, at de unge er mere tilbøjelige til at modtage genplaceringsydelser med tak. De ældre er måske generelt lidt mere forbeholdne. Nogle tager selvfølgelig imod det, mens andre føler sig "flove" over at skulle hjælpes, og derfor vælger at klare problemet selv med større eller mindre succes til følge.

"For stort set alle er afskedigelse en smertefuld oplevelse. For de fleste er afklaring hårdt og til tider en pinefuld "selvransagning", men for næsten alle som har været gennem et genplaceringsforløb bringer afklaringen dem videre i deres liv - enten arbejdsmæssigt eller privat. Vi har sågar hørt om medarbejdere, som efterfølgende takkede virksomheden, fordi de i sin tid blev fyret. For det gav dem, efter en personlig afklaring, et bedre liv med noget, som de var glade for/gode til", siger Axel Ramsing.

Klausuler
Ingen virksomhed kunne drømme om ikke at bruge penge på rekruttering, men meget få sætter midler af til afvikling. Faktisk bør en virksomhed tage afvikling lige så seriøst som rekruttering. I begge tilfælde et det virksomhedens omdømme, der er på spil, og kunderne/kommende medarbejdere handler ud fra holdninger, så det kan være meget dyrt at spare på afviklingsprocessen.

"I takt med at vi ser at afskedigelser bliver mere almindeligt, vil vi nok også se, at der i højere grad kommer til at være fokus på genplaceringsydelser, således at medarbejderne hjælpes videre til noget nyt. Man kan måske ligefrem forestille sig, at visse medarbejdere enkeltvis eller i forbindelse med overenskomster vil kræve genplaceringsklausuler som en del af ansættelseskontrakten", forudser Bjarne Sunder.

Individuel - contra masseafskedigelse
I medierne sættes der mest fokus på masseafskedigelser, men i virkeligheden sker individuelle afskedigelser i langt større antal. Hver dag bliver der i virksomheder rundt i Danmark afskediget medarbejdere af forskellig art.

Når masseafskedigelser får den største opmærksomhed, er det vel på grund af antallet - mange medarbejdere/familier bliver ramt. Men det er nok også, fordi det kræver mere af virksomhederne. For det første er der fokus på det fra hele virksomheden og fra omverdenen, så der stilles store krav til at løse opgaven ordentligt. For det andet stiller en stor gruppe opsagte krav om mange forskellige tilbud og bliver mere kritiske.

"Det er klart, at der ved masseafskedigelser er brug for hjælp, men genplaceringsydelser kan også være berettiget ved enkeltafskedigelser. Faktisk er det ofte nemmest for opsagte i en større gruppe at håndtere "skammen", mens den individuelle opsagte til fulde føler, at netop han/hun er valgt ud som den dårligste. Det betyder, at der måske ofte kan være endnu mere brug for hjælp i de tilfælde, men det har virksomhederne ikke så megen fokus på endnu", siger Axel Ramsing og Bjarne Sunder.
(Personalechefen 1/03 af Mette Nørlem, cand.jur.)

Læs også