Energitilsynet søger en erfaren fuldmægtig eller specialkonsulent med interesse for energiret

Vil du arbejde med udviklingen af velfungerende markeder og infrastruktur på energiområdet?

I Sekretariatet for Energitilsynet arbejder vi med at understøtte en positiv udvikling af energimarkederne til gavn for konkurrencen, aktørerne og forbrugerne.

Vi søger en fagligt stærk jurist med et par års forvaltningsretlig erfaring og gerne med indsigt i konkurrence- og selskabsretlige forhold. Kendskab til eller erfaring med energiret vil være en fordel. Stillingen er placeret i ”Team Infrastruktur” i vores Center for Ret og Administration, som både varetager administrative opgaver og opgaver inden for regulering af energimarkederne.

Den juridiske opgavevaretagelse i stillingen spænder vidt og omfatter bl.a. tilsyn med el- og gasdistributionsselskabernes leverings- og tilslutningsbestemmelser, kommunale indberetninger og klagesager.

Du vil få et stort fagligt ansvar i ”Team Infrastruktur” og skal samtidig fungere som sparringspartner for teamets øvrige jurister. Du kommer til at:

  • Arbejde målrettet med at understøtte lige og ikke-diskriminerende vilkår for alle markedets aktører
  • Sikre et gennemsigtigt, effektivt og konkurrencepræget energimarked til gavn for de danske forbrugere
  • Udarbejde juridiske notater til forelæggelse for Energitilsynet
  • Varetage konkret sagsbehandling og vejledning
  • Udarbejde svarskrifter til Energiklagenævnet
  • Være tovholder på såvel kommunale indberetninger som metodegodkendelser

Din profil

Vi lægger vægt på, at du er fagligt stærk og har en interesse for energiområdet. Derudover forventer vi, at:

  • Du er cand.jur. eller cand. merc. jur.- gerne med et par års erfaring fra en stilling med sagsbehandling af juridisk komplekse sager
  • Du arbejder selvstændigt, men værdsætter også at være en del af et velfungerende team og har mod på rollen som sparringspart
  • Du har gode formidlingsevner såvel mundtligt som skriftligt, er god til at skære en problemstilling til og har ’drive’ og gennemslagskraft
  • Du er analytisk tænkende og har det godt med at tage fagligt ansvar og drive egne projekter
  • Du er resultatorienteret, robust og hurtig til at sætte dig ind i nye fagområder

Vi tilbyder

Vi tilbyder dig et godt kollegialt og fagligt miljø, der udvikler og udfordrer dig. Opgavevaretagelsen foregår i dialog med branchen, brancheforeninger og andre grene af centraladministrationen. Hverdagen er præget af humor, gensidig respekt og en positiv tilgang til kolleger og nye udfordringer. Vi har høje faglige ambitioner og engagerede medarbejdere.

Er du interesseret?

Ønsker du at søge stillingen, bedes du fremsende en ansøgning, CV og relevante papirer, herunder eksamensbeviser for både bachelor- og kandidatuddannelse via nedenstående link til Energitilsynets rekrutteringssystem.

Ansøgningsfristen er mandag den 23. oktober 2017 kl. 10.00.

Samtalerne forventes gennemført løbende, med henblik på tiltrædelse den 1. december 2017. Din ansættelse vil ske i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC som fuldmægtig eller specialkonsulent afhængig af dine kvalifikationer.

Alle, uanset etnisk baggrund, alder og køn, opfordres til at søge.

Kontaktperson:
Pia Rønager
Rets- og Administrationschef
41 71 53 71
pr@energitilsynet.dk
LinkedIn profil

Energitilsynet som arbejdsplads

Hos os træder du ind i et stærkt fagligt miljø, med gode udviklingsmuligheder. Her får du muligheden for at blive en dygtig sagsbehandler og en yderst attraktiv specialist inden for energiregulering. Det er vores vision at være kendt og anerkendt for faglighed, effektivitet, handlekraft og mod til nytænkning.

Vi har gode arbejdsforhold, herunder fleksibel arbejdstid, og vi lægger vægt på en god balance mellem arbejde og fritid. Vi tilstræber en hverdag med åben kommunikation og god omgangstone. Vi lægger desuden stor vægt på at have et godt kollegialt miljø. Vi afholder også en del sociale arrangementer uden for arbejdstiden, da det er vigtigt for os, at vi lærer hinanden godt at kende og trives i hverdagen.

Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.