Vi søger 80 nye stewarder i 2018 og 2019

Som Metro Steward tilbringer du din arbejdsdag i toget og på stationerne. Metroen er åben døgnet rundt, og du står klar til at hjælpe kunderne og give dem en god rejse.

God service og høj sikkerhed

Din fornemste opgave er at sikre, at passagererne føler sig trygge og når frem til deres destination med en god oplevelse i bagagen. Du besvarer derfor kundernes mange spørgsmål om fx billetter, rejseveje, cykler, osv. og hjælper ikke mindst turisterne gennem byen.

Du spiller en vigtig rolle i forhold til sikkerhed, og du skal have lyst at sætte dig ind i togets teknik. Du bliver oplært til at køre toget, yde førstehjælp, evakuere passagerer og meget mere. Derudover udfører du lettere rengøring på stationerne og kontrollerer billetter.

Du arbejder både i teams og på egen hånd. Da metroen er åben alle døgnets timer, 365 dage om året skal du være indstillet på også at arbejde om natten, i weekender og på helligdage. Samtidig tilbyder vi dig et fleksibelt vagtplansystem med mulighed for at komme med ønsker til, hvordan dine vagter ligger.

”Der er rigtig mange ting, jeg rigtig godt kan lide ved at være her. Jeg nyder min arbejdsdag med mine kollegaer. Og jeg arbejder primært morgenvagter, så om morgenen elsker jeg at gå rundt og sige godmorgen til mine passagerer,”

fortæller Theresa, der har været steward hos Metro Service i 15 år.

Gode kolleger med et stærkt sammenhold

Du får omkring 100 dygtige og dedikerede kollegaer med mange forskellige baggrunde – både uddannelsesmæssigt og kulturelt. Fælles for dem alle er, at de har et højt udviklet servicegen og udstråler autoritet og troværdighed. Og så trives de med en afvekslende hverdag.

”Jeg har et rigtig godt forhold til mine kollegaer. Vi laver meget sammen, også uden for arbejdstiden. Vi har blandt andet en personaleforening, hvor vi går ud og spiser, tager i biografen eller tager ud og bowler. Det er meget vigtigt, at vi har et godt forhold til hinanden, for vi skal bakke hinanden op herude,” siger Theresa.

Du får en 12-ugers uddannelse med løn

Før du starter arbejdet som steward, bliver du grundigt forberedt gennem 12 ugers uddannelse med løn. Her lærer du alt om kundeservice, kommunikation, voldsforebyggende retningslinjer og billetservice.

Derudover bliver du trænet i jernbanesikkerhed, og du lærer også at køre et metrotog.

”Man bliver også godt rustet, når man starter herinde. Vi har to instruktører, som guider en igennem en 3-måneders uddannelse. Jeg kommer altid på arbejde og stempler ind med et smil på læben. Den ene dag kan du stå og servicere, den anden dag kan det være noget teknisk, fx med togkørsel. Så det er ikke altid den samme arbejdsdag, du har,”

fortæller Muhammed, der startede som steward i 2015.

Du kan blive Metro Steward, hvis du:

er fyldt 21 år og har afsluttet folkeskolens afgangsprøve

er serviceminded og udstråler tillid, troværdighed og naturlig autoritet

kan formulere dig tydeligt og ubesværet på mundtligt og skriftligt dansk

har teknisk flair og lyst til at sætte dig ind i togets teknik

har gode engelskkundskaber

kan fremvise straffeattest

For at blive ansat som Metro Steward hos Metro Service A/S skal du desuden helbredsgodkendes.
Læs om helbredsgodkendelsen på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside.

Har du lyst til at blive steward?

Send os en ansøgning via knappen forneden. Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset religion, køn eller etnisk baggrund.

Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.