Har du erfaring med udredninger af ADHD og autisme og lyst til at bidrage til behandlingsarbejdet i Almenpsykiatrisk ambulatorium og Sengeafsnit N8? Så er det måske dig, vi søger.

Hos os bliver du en del af et tværfagligt miljø, hvor samarbejde og patientfokus er i centrum. Vi arbejder målrettet for at sikre høj kvalitet og sammenhæng i patientforløbene
Psykiatrien i Thy-Mors varetager udredning og behandling af både ambulante og indlagte patienter fra Thisted og Morsø kommuner. Du bliver en del af et team bestående af læger, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere, en peer-medarbejder samt administrativt personale. Ambulatoriet dækker også et mødested i Nykøbing Mors.

Om jobbet
Vi udreder og behandler patienter med almen psykiatriske lidelser. Dine primære fokusområder bliver ADHD og autisme. Det er derfor vigtigt, du har erfaring med relevante test- og udredningsværktøjer inden for disse områder.
Du vil også få opgaver tilknyttet Sengeafsnit N8, som også behandler almenpsykiatriske lidelser og arbejder tæt sammen med ambulatoriet.

Udredningsarbejdet foregår i tæt samarbejde mellem psykologer og læger.

Du vil bl.a. skulle arbejde med:
  • Udarbejdelse af behandlingsplaner
  • Gruppe- og individuel terapi
  • Psykoedukation (individuelt og i grupper)
  • Supervision og undervisning
Sengeafsnit N8 har 16 pladser samt et tilknyttet mobilteam. Her arbejder overlæge, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, en socialrådgiver og en dag ugentligt en peer-medarbejder. Der søges aktuelt også en ergoterapeut.

Stillingen rummer mulighed for at bidrage til udvikling og drift af specialpsykologuddannelsen og -funktionen i Almenpsykiatrisk Afdeling Nord. Du får mulighed for at præge udviklingen af nye udrednings- og behandlingstilbud og deltage i undervisning og faglig udvikling.
Afdelingens psykologer mødes til ugentlige faggruppemøder, undervisning og andre tværgående arrangementer.

Om dig
Du er uddannet specialpsykolog i psykiatri med solid viden om psykiatriske diagnoser og sektoren generelt. Du motiveres af tværfagligt samarbejde og har evnen til at arbejde systematisk og skabe struktur for patienter med komplekse problemstillinger. Du arbejder loyalt med psykiatriens mål og værdier. Du bidrager desuden aktivt til fællesskabet og det gode arbejdsmiljø. Et godt humør og engagement vægtes højt.

Om os
Almenpsykiatrisk Afdeling Nord er en del af Region Nordjyllands psykiatri og dækker primært den vestlige del af regionen. Vi er en dynamisk organisation i konstant udvikling med fokus på kvalitet og innovation.
Ved opstart får du en grundig introduktion, og du tilknyttes en mentor. Vi tilbyder et aktivt læringsmiljø med mulighed for faglig sparring.

Vil du vide mere
Er du interesseret eller ønsker yderligere information, kan du kontakte ambulatorieleder Mette Kjær på telefon 9764 4063 eller mobil 2310 8683.

Praktisk information
  • Fast stilling på 37 timer ugentligt med forventet opstart den 1. oktober 2025
  • Ansøgningsfrist den 2. september 2025 kl. 00.00
  • Samtaler forventes afholdt den 15. september 2025
  • Arbejdstid i hverdage
  • Løn i henhold til gældende overenskomst
  • Der indhentes straffe- samt børneattest, hvis nødvendigt
  • Ansøgning modtages kun via linket i stillingsopslaget


Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.

Kørekort:
B Almindelig bil

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex