Nordjyske Jernbaner A/S søger lokomotivførerelever med start i marts 2027

Kan du se dig selv arbejde på en arbejdsplads med et højt sikkerheds- og serviceniveau? Og vil du være med til at byde passagererne ”velkommen videre” i Nordjyske Jernbaners tog? Så har du nu chancen for at få Nordjyllands måske smukkeste arbejdsplads, hvor du fra førersædet vil opleve naturens pragt og årstidernes skiften.

Jobbet som lokomotivfører er både krævende og spændende, men det er også specielt. Det stiller særlige krav til de kandidater vi skal bruge, og kræver at du er motiveret og vedholdende for at kunne gennemføre uddannelsen. Jobbet er varierende og selvstændigt, og der arbejdes hele året og på alle tider af døgnet og ugen (herunder hver anden weekend). Du vil efter endt uddannelse blive tilbudt en fast stilling med tjenestested ved at af vores tjenestesteder i Hjørring, Aalborg eller Frederikshavn. Dette aftaler vi, når vi nærmer os afslutningen af uddannelsen.

Uddannelse

Uddannelsen til lokomotivfører varer ca. 10 måneder og kombinerer teori og praksis. Den teoretiske del af uddannelsen foregår hovedsageligt i Tønder (4 skoleperioder), og den praktiske del foregår primært med udgangspunkt på vores tjenestesteder i Frederikshavn, Hjørring og Aalborg.

Du får fuld løn under uddannelsen (pr. 1. oktober 2026 beløber det sig til 30.656,80 kr. pr. måned + diverse tillæg).

Du kan læse mere om uddannelsen her.

Det er et ufravigeligt krav for at søge, at du:

  • er fyldt 21 år
  • har et godt helbred (ikke er farveblind) og er i stand til at opfylde de lovmæssige helbredskrav: https://www.trafikstyrelsen.dk/jernbane/jernbanepersonale/helbredskrav-til-helbredsgodkendelse
  • kan forstå, tale og skrive dansk
  • har gennemført minimum 9. eller 10. klasse med afgangsbevis for et fremmedsprog (engelsk eller tysk)
  • Har gennemført én af følgende uddannelser:
    • En gymnasial uddannelse (HTX, STX, HF, HHX, EUX eller IB)
    • Faglig grunduddannelse med svendebrev
    • Maskinmester
    • Pilot med uddannelse og licens til kommerciel flytransport
  • er mødestabil og loyal
  • har en ren straffeattest
  • har bestået en erhvervspsykologisk test med tilfredsstillende resultat. Testen udleveres af Nordjyske Jernbaner.

Da jobbet nogle gange kræver at du kører fra et andet tjenestested end du er ansat på, anbefaler vi, at du har kørekort og adgang til bil.

Vi lægger vægt på, at du som person er pålidelig, serviceminded, fleksibel, og at du kan bevare roen i pressede situationer. Det er desuden vigtigt, at du trives med at følge faste regelsæt, nyder kontakten til vores passagerer, og at du føler et stort ansvar for at bringe passagerne sikkert frem.

Efter endt uddannelse tilbydes du fastansættelse i en attraktiv stilling i en virksomhed, hvor værdierne: ”ansvarlighed, passion og glæde” kommer til udtryk i alt hvad vi gør, og hvor vi alle har en fælles passion for ”det at køre tog”. Virksomhedskulturen er uformel og vi lægger stor vægt på samarbejde. Du får gode og velordnede arbejdsforhold og en lang række goder og engagerede kolleger.

Ansøgning

Stillingen skal søges via knappen ”Ansøg”.

Vi gør opmærksom på, at vi i forbindelse med rekrutteringsprocessen indhenter og vurderer din straffeattest, og at vi anvender erhvervspsykologisk tests i forløbet.

Ansøgningsfrist er den 18-10-2026

Ansættelsessamtaler og tests afholdes løbende, og hvis du kommer i betragtning til jobbet, skal helbredsattest samt øjenlægeattest gennemføres umiddelbart derefter. Der skal afsættes ca. 3 timer til 1. samtale da denne kan indeholde evt. tests, og ca. en time til en evt. 2. samtale.

Hvis du har interesse i at høre yderligere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Personaleleder Bjarne Clausen på bjcl@nj.dk eller Driftschef Anders Asdal Andersen på aan@nj.dk

Ansøgere der har deltaget på én af vores informationsmøder foretrækkes (deltagelse på tidligere afholdte infoaftener tæller)

Informationsmøde

Den 23. september, 29. september, 5. oktober og 8. oktober afholder vi informationsmøde for alle der er interesserede i stillingen. Her vil vi fortælle om en lokomotivførers hverdag i Nordjyske Jernbaner, om uddannelsen og om de generelle ansættelsesforhold. Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål og for at møde såvel lokomotivførere som ledelse.

Der er plads til max 40 deltagere pr. aften, og vi håber at mange vil benytte sig af lejligheden til at kigge forbi.

Arrangementerne foregår fra kl. 19-21 på Skydebanevej 1B, 9800 Hjørring, og tilmelding skal ske til personaleleder Bjarne Clausen bjcl@nj.dk


Virksomheden

Der kan læses mere om Nordjyske Jernbaner A/S på https://nj.dk/om-os/om-nordjyske-jernbaner/


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.