Laborant med passion for vandmiljø, energi og klima

Vil du være med til at arbejde for bedre vandmiljø, klimavenlig energiproduktion og effektiv klimasikring? Så er du måske BlueKoldings nye laborant (deltidsstilling).

Som laborant bliver du en del af BlueKoldings produktionsteam, der varetager alle aspekter i forbindelse med rensning af spildevand. Du får samtidig et tæt samarbejde med vores distributionsteam, der vedligeholder og sikrer driften af afløbssystemet. Din brede berøringsflade består af dygtige og dedikerede kollegaer i en organisation, der vægter fællesskab, arbejdsmiljø og ordentlighed højt.

Dine opgaver er meget varierede og foregår både i laboratoriet og på kontoret – og både på renseanlægget og ude i naturen. Du kommer blandt andet til at:

  • udføre analyser på alle trin i renseprocessen.
  • udføre analyser af slam og slamegenskaber.
  • udføre kontrol og vedligehold af analysatorer.
  • stå for indkøb til laboratoriet og ajourføring af vores kemidatabase.
  • udføre kvalitetskontrol på laboratorie og af eksterne og interne analyser.

Kendskab til processerne på et renseanlæg vil være en åbenlys fordel, men det er ikke et krav. Dine dygtige kollegaer er altid klar til at hjælpe dig og sørge for grundig oplæring.

Vigtig virksomhed med store ambitioner

BlueKolding arbejder for en sund, ren og klimasikker kommune – og en verden, hvor intet går til spilde. Vi klimasikrer Kolding, renser spildevandet og udnytter processerne til at producere rent vand samt klimavenlig el og varme. Du får 55 dygtige og dedikerede kollegaer, hvoraf ca. halvdelen arbejder i driften (produktion og distribution), og den anden halvdel arbejder med projekter og administration. Sammen arbejder vi også struktureret og målrettet med at udvikle nye løsninger og måder at løse vores opgaver og varetage vores store miljø- og samfundsansvar på.

Kvalifikationer

Vi leder efter en kollega, som er uddannet laborant, laboratorietekniker eller lignende. Det er vigtigt, at du er struktureret, og at ordentlighed er en naturlig del af din måde at arbejde på. Du er omhyggelig og lægger vægt på kvaliteten i arbejdet. Du skal desuden have gyldigt kørekort.

Du bliver en del af en virksomhed med et uformelt og ofte underholdende arbejdsfællesskab, gode muligheder for personlig og faglig udvikling og fleksible arbejdstider.

Stillingen er en deltidsstilling, hvor vi glæder os til at høre dit oplæg til, hvor mange timer og i hvilke tidsrum, du har mulighed for at arbejde. Vi forestiller os umiddelbart minimum 20 timer.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte driftschef Lars Hoelgaard på telefon 7636 3670 eller laborant Margit Weltz Sørensen på telefon: 7636 3663

Løn og pension fastsættes efter gældende KL-overenskomst.

Send din ansøgning via linket, senest den 17. april. Samtaler forventes afholdt i uge 17 og tiltrædelse er snarest muligt og senest den 1. juni 2026.

Klik her for at læse vores privatlivspolitik.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.