
Compliance- og GDPR-specialist
Dansk Boligforsikring A/S er Danmarks førende ejerskifteforsikringsselskab, og vi sætter høj faglighed, kvalitet og service til vores kunder ekstremt højt. Vi har 20 års erfaring med huseftersynsordningen, som løbende er under udvikling, og vores mission er at være super-specialister og de dygtigste indenfor vores felt.
Har du erfaring med compliance og GDPR fra den finansielle branche? Og er du dedikeret indenfor netop dét felt? Så er det måske dig, som vi mangler på holdet?
Du bliver en del af et compliance-team, som vil bestå af dig og én kollega. Din kollega vil være på orlov frem til sommeren 2026, hvorfor du i den første tid skal være indstillet på at sidde selv med compliance og GDPR-opgaverne, dog med sparring og gode dialoger om opgaveløsningen med den daglige ledelse.
Som compliance og GDPR-specialist hos Dansk Boligforsikring vil du i tæt samarbejde med forretningen spille en central rolle i at guide og rådgive ledere og kollegaer, så du er med til at sikre at forretningen altid arbejder i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Du skal trives med at arbejde selvstændigt samt tage et stort ansvar i opgaveløsningen og samtidig skal du være bevidst om, at det er dig pilen peger på, når der skal igangsættes og implementeres nye tiltag.
Nogle af de opgaver, som du selvstændigt skal varetage, vil være at:
- Holde dig opdateret med ny og ændret lovgivning og koordinere implementeringen heraf på tværs af forretningen
- Sikre, at vi har de nødvendige procedurer og foranstaltninger på plads i virksomheden for at opretholde en høj standard af compliance
- Sikre, at vi har en høj grad af compliance med databeskyttelsesforordningens regler herunder opfølgning og overvågning af databehandlere for at beskytte vores kunders og virksomhedens data
- Bidrage med udarbejdelse og vedligeholdelse af politikker og forretningsgange i tæt samarbejde med kollegaer på tværs af forretningen
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har god erhvervserfaring med compliance og GDPR, gerne fra den finansielle branche, men det er ikke et krav. Samt at du har et stærkt compliancefundament og arbejder med en høj standard og integritet.
Det er vigtigt, at du kan bevare overblikket, og at du formår at formidle compliance og GDPR på en enkelt og forståelig måde.
Du er nysgerrig, struktureret og kan lide at arbejde proaktivt og selvstændigt men med et stort fokus på at overholde deadlines. Du forstår vigtigheden af at samarbejde med forretningen samt opbygge relationer.
Hvem er vi og hvad kan vi tilbyde?
I Dansk Boligforsikring er vi i ca. 135 medarbejdere, som fordeler sig rundt om i hele Danmark. Vi er ca. 10 medarbejdere på vores mindre kontor i Århus, så er vi ca. 35 konsulenter som dagligt kører ud til alle vores kunder og de resterende medarbejdere sidder på vores kontor i Holbæk, hvor du også vil have din daglige gang. Vi har nogle skønne kontorlokaler i Holbæk helt ned til Holbæk havn.
Vi er et uformelt hus med højt til loftet, hvor vi prioriterer faglig og personlig udvikling højt.
Vi er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi også har mulighed for hjemmearbejde, så længe opgaverne og den daglige drift tillader det.
Vi har en dejlig frokostordning, hvor vores gode kok hver dag laver udsøgt mad til os. Vi har også frugt og nødder til at holde os frisk og sunde i løbet af dagen.
Derudover har alle medarbejdere mulighed for at booke massage på kontoret, når vores hus-massør kommer forbi. Som prikken over i´et, så har alle medarbejdere også en sundhedsforsikring, da vi vægter det højt, at vores medarbejdere har det godt, både fysisk og psykisk.
Ansøgning?
Vi ønsker stillingen besat snarest, men vi venter gerne på den rette person, så send din ansøgning og dit CV hurtigst muligt dog senest 12. november 2025.
Vi vurderer ansøgninger løbende og glæder os til at høre fra dig.
Alle ansøgninger behandles fortroligt.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR Ansvarlig Anja Cordtz på tlf. 5434 2510 eller mail: anc@danskboligforsikring.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.