
Driftsorienteret og ansvarstagende speditør til international flavour-virksomhed
Med rødder tilbage til 1901 er A/S Einar Willumsen (EW) i dag en moderne producent af flavours, ekstrakter, destillater og compounds til fødevare- og drikkevareindustrien. Virksomhedens organisation dækker hele værdikæden – fra udvikling og salg til planlægning, produktion, kvalitetskontrol og distribution. Vi søger nu en engageret og struktureret speditør, som ikke blot håndterer den daglige logistik, men også tager ansvar for kritiske sager, der kræver vedholdenhed og tværgående samarbejde.
Arbejdsområde og -opgaver
Som speditør hos EW vil du få en central rolle i vores logistikteam, hvor du bliver ansvarlig for at sikre effektive og korrekte transporter – både i den daglige drift og i tilfælde af logistiske udfordringer eller afvigelser. Du skal kunne sikre fremdrift i komplekse forsendelser og være den, der tager ejerskab, når en opgave kræver ekstra koordinering og opfølgning på tværs af funktioner.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- Booking, koordinering og opfølgning på forsendelser (sø, luft, vej og ekspres)
- Udarbejdelse og håndtering af eksportdokumenter (bl.a. tolddokumenter, certifikater og analyser)
- Udarbejdelse af farligt gods dokumenter
- Oprettelse og afslutning af EMCS
- Tæt samarbejde med salg, lager, planlægning, produktion og QC
- Ejerskab for ’kritiske ordrer’ – fra identifikation til løsning og dokumentation.
- Dagligt ejerskab af og opfølgning på prioriterede ordrer – herunder brug af tavle og korte morgenmøder.
- Systemrettelser og opfølgning i samarbejde med kolleger og ledelse, når processer ikke virker optimalt.
Faglige og personlige kvalifikationer
Vi forestiller os, at du har en stærk logistisk værktøjskasse og er klar til at bruge den i både drift og forbedringsarbejde, samt at du:
- Har minimum 3–5 års erfaring fra spedition eller logistik – gerne med transport af farligt gods og ingredienser.
- Har kendskab til toldregler, incoterms og håndtering af certifikater til eksportmarkeder som MENA, USA og Asien.
- Har erfaring med ERP-systemer (fx BC14/Navision/SAP) og digitale bookingplatforme.
- Tager ansvar og sikrer, at opgaver løses og følges helt til dørs.
- Trives i krydsfeltet mellem struktur og tempo – og mestrer at håndtere både akutte sager og løbende opgaver.
- Kommunikerer klart og venligt – både internt og med eksterne samarbejdspartnere.
- Er flydende i dansk og engelsk – både skriftligt og mundtligt.
Du tilbydes
Du tilbydes en alsidig og ansvarsfuld stilling i en international produktionsvirksomhed med lang historie og høje ambitioner. Du bliver en del af et fagligt stærkt og dedikeret logistikteam og vil få stor indflydelse på, hvordan vi lykkes med vores leverancer. Stillingen er en fuldtidsstilling med base på EW’s hovedkontor i Brøndby. Du refererer til virksomhedens logistikchef.
Ansøgning
Hvis du er interesseret i stillingen, ser vi frem til at modtage din ansøgning og CV på e-mail: job@ewflavours.com. Vi afholder samtaler løbende og ansætter, når den rette kandidat er fundet.
Einar Willumsen (EW) blev grundlagt i 1901 og er i dag den førende nordiske producent af smagsstoffer, ekstrakter og compounds til fødevare- og drikkevareindustrien. Vi har hovedkvarter i Brøndby og et datterselskab i Malmø. I EW arbejder ca. 110 medarbejdere fra over 10 forskellige nationaliteter. Vores største aktionær er en fond, der donerer en del af overskuddet til forskning. Vi bygger vores kultur på stærke nordiske værdier og vores motto: 'When taste and speed matter'.